onsdag den 6. august 2008

Foderplan og fravænningsmetode påvirker unghestens adfærd

Hestens adfærd har betydning, både ved håndtering og ved træning af hesten. Det er vigtigt, at heste er så rolige og stressfrie som muligt. Det er almindelig kendt, at foderplanen kan påvirke hestens adfærd. Hestens foderplan anses også for at være en bidragende årsag til at heste kan udvikle uønsket adfærd, som f.eks. krybbebidning, luftslugning, eller at støvsuge boksen for strøelse. Det lader til at en diæt, der indeholder en stor mængde stivelse, både kan medføre en øget risiko for unoder hos føl, og også kan medføre et øget spændingsniveau hos den voksne hest.

I et studie, gennemført i England, sammenlignedes adfærden hos unge heste, der blev fodret ud fra to forskellige foderplaner - en konventionel, baseret på sukker og stivelse (SS) og en anden, baseret på fedt og fibre (FF). Et af formålene med studiet var at få mere information om, hvordan den almene adfærd hos de to grupper påvirkedes over en længere periode. Det andet formål var at sammenligne de to gruppers adfærd ved fravænning. Det tredje formål var at medtage hestenes reaktioner via et antal temperament-tests. Som forsøgsgruppe blev anvendt føl, der blev delt i to grupper, og deres adfærd blev studeret igennem to år.

I alt anvendte man 17 fuldblodsføl, og deres adfærd blev observeret fra 2 til 40 ugers alderen. Hvert enkelt føl blev fra et års alderen fodret ud fra en foderplan baseret enten på sukker og stivelse (SS) eller baseret på fedt og fibre (FF). Foderplanerne indeholdt samme mængde energi, råprotein og næringsstoffer. Føllene gik ude på græsmarker, sammen med hopperne, indtil 6-måneders alderen, hvor de blev fravænnet ved hjælp af to forskellige metoder (”paddock-metoden” eller ”stald-metoden”). ”Paddock-metoden” indebar en gradvis fravænning, hvor de unge heste blev efterladt i velkendte omgivelser sammen med andre føl. ”Stald-metoden” indebar at hopper og føl blev skilt ad, og føllene blev ført til en løsdrift, mens hopperne blev flyttet et andet sted hen.

Hestenes individuelle adfærd blev studeret via fastlagte observationer hver anden uge, og desuden i direkte sammenhæng med fravænningen. Ca. 2 måneder efter fravænningen gennemførtes et antal standardiserede adfærdstests (”novel object test”, ”novel person test” og ”handling test”) på samtlige heste.

Resultaterne af dette studie viste ingen mærkbar forskel, hverken når det gjaldt tilvækst eller almen adfærd imellem unghestene i begge grupper. Umiddelbart efter fravænningen galopperede de heste, som blev fodret ud fra en foderplan baseret på fedt og fibre (FF) ikke nær så ofte, sammenlignet med de føl, som blev fodret med sukker og stivelsesholdigt foder (SS). De føl, som blev fravænnet med ”stald-metoden”, var mere stressede, sammenlignet med de føl, som blev fravænnet med ”paddock-metoden”.

I adfærdstestene brugte hestene, som blev fodret ud fra en foderplan baseret på fedt og fibre (FF), mere tid på at undersøge ”novel object” (en paraply), sammenlignet med (SS)-gruppen.(FF)-gruppen trak sig også sjældnere tilbage fra den fremmede person, de blev præsenteret for.
Den tid, det tog for (FF)-gruppen at fuldføre ”handling test”, var markant kortere sammenlignet med den anden gruppe.
De heste, som fik en (FF)-diæt, virkede desuden mindre stressede umiddelbart efter fravænningen, og de var også roligere i flere af testene.

Konklusionen på dette studie er, at foderplanen har signifikant indvirkning på unghestes adfærd, og dette viste sig både ved specielle temperament-tests og under perioder med stress (fravænning). Det antages ofte, men er sjældent blevet studeret, at en foderplan med et højt sukker- og stivelsesindhold fører til et større spændingsniveau og nervøsitet hos hesten. En fodring der indeholder meget sukker og stivelse, som f.eks. havre, byg og majs, kan med fordel erstattes af en mere fiberrig foderplan, eller med både fibre og fedt når hesten har behov for mere energi.

Kilde:
C.J. Nicol, A.J. Badnell-Waters, R. Bice, A. Kelland, A.D. Wilson, P.A. Harris. 2005. `The effect of diet and weaning method on the behaviour of young horses´, Applied Animal Behaviour Sciences 95 (2005) 2.

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Væskebalance hos den arbejdende hest

En normal væskebalance er livsvigtig for hesten. Med normal væskebalance menes, at hesten drikker tilstrækkeligt vand for at kunne klare de processer, der finder sted i kroppen.

Når hesten går på græsfold, får den tilstrækkeligt med vand i sig, eftersom græsset består af 80 % vand. En hest, der står på stald, æder derimod hø og havre, der kun indeholder 15 % vand. Da er hesten mere afhængig af, at den drikker tilstrækkeligt meget for at vedligeholde vandbalancen.

Mange stalde har automatiske vandkopper, mens man i andre vander hestene med spand.
Et studie i Sverige viste, at vandindtaget hos heste varierer fra individ til individ. Hestene i studiet drak 40 % mere, når de blev tilbudt vand fra en spand, sammenlignet med når de drak vand fra en vandkop (minimum vandtilførsel på 3 liter pr. minut). Efter en uge fandt man, hos de heste der alene drak vand fra vandkopper, en negativ væskebalance. Resultatet af studiet viser, at den metode der anvendes til at vande heste, lader til at være afgørende for om hesten kan vedligeholde sin væskebalance.

Hesten sveder, når den arbejder. Kroppen har udviklet et følsomt system til at kontrollere, at vand- og elektrolyt-indholdet holdes på et optimalt niveau, dvs. hverken for meget eller for lidt. Dette kaldes for kroppens væskebalance-regulering.
De elektrolytter, der har størst betydning for væskebalance-reguleringen, er natrium og klorid, som er almindelig kogsalt, og kalium. For hver times hårdt arbejde, mister hesten i gennemsnit 10 til 15 liter vand og salt. Det kan tage flere dage at genoprette væskebalancen efter et hårdt træningsridt. Hvis hesten derimod gives en saltopløsning, kan balancen genoprettes allerede samme dag.

Kontroller at din vandkop fungerer, som den skal, og at den har en vandtilførsel på 6-8 liter pr. minut. Hvis du er usikker, kan du supplere ved at vande hesten med spand.
For at forebygge en negativ væskebalance efter hårdt arbejde, kan du give hesten en saltopløsning af 9 gram salt (bordsalt) pr. liter vand, fra en spand. Det er vigtigt at hesten samtidig har adgang til normalt vand.

Kilder:
Nyman, S. 2001. `Water intake and fluid regulation in the horse´. Swedish University of Agricultural Sciences, Uppsala, Sweden. PhD thesis.

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Relation imellem tilvækst og OCD hos hollandsk varmblod

Osteochondrose (OCD) er en ortopædisk sygdom, der udvikles successivt hos hesten.
Sygdommen kan beskrives som en udviklingsforstyrrelse i skelettet, opstået i hestens vækstperiode.

Når skelettet vokser dannes først brusk, som siden forbenes. Ved Osteochondrose sker forbeningen ikke som normalt, hvilket påvirker et eller flere led. Ledbrusken i det ramte led fortykkes og næringstilførslen mindskes. Et stykke af brusken løsner sig, hvilket medfører smerte og halthed hos hesten under bevægelse.

Tidligere studier har vist, at mange føl udvikler sygdommen fra 1 til 12 måneders alderen. Hos de fleste føl repareres skaden og læger sig selv før 13-måneders alderen. Mulige årsager til at unge heste udvikler Osteochondrose anses for at være; arveanlæg, fodring, træning og unormal hurtig tilvækst hos den unge hest (det samme som hos andre dyrearter).

I et hollandsk studie målte man tilvæksten hos 144 hollandske varmblodsføl (KWPN), født i årene 1994 – 1999, og opvokset på samme forskningscenter. Forskerne studerede sammenhængen mellem hestenes fødselsvægt, vægt ved henholdsvis 5 og 12 måneders alderen, gennemsnitlig dagligt vægtforøgelse og stangmålet ved fødslen. Disse værdier blev sammenlignet med forekomsten af Osteochondrose (positiv OC(+) eller negativ OC(-)) ved eller efter 12-måneders alderen (fastslås ved hjælp af røntgen).
Føllene i studiet blev opstaldet i løsdrift, og fodret med kraftfoder og høsilage, efter fravænningen. Hestene blev fravænnet ved 4-måneders alderen.

Resultatet af studiet viste en tydelig forskel i vægtøgning mellem de føl som var OC(-) og de som var OC(+). Imellem 5 og 12 måneders alderen forøgede de heste, som udviklede OCD, i gennemsnit deres vægt med 149 kg, mens de føl, som ikke udviklede sygdommen, forøgede vægten med 126 kg. I dette studie kunne man ikke finde nogen forskel imellem hingste og hopper.
Resultatet viste også, at den gruppe som var OC(+) tabte mere vægt i de første 5 uger efter fravænning, for derefter at tage hurtigere på i vægt, sammenlignet med den anden gruppe. Andre forskere har tidligere rapporteret om en sammenhæng imellem en energirig fodring og hurtig tilvækst hos hesten, og forekomsten af OCD.

Selvom der er behov for yderligere forskning, kan det almindeligvis antages, at føl som vokser for hurtigt efter fravænningen løber en øget risiko for at den ”naturligt” forekommende OCD ikke læger sig selv.

HC kommentar:
I Holland og en del andre lande i Europa arrangeres følauktioner, hvor det er almindeligt, at de føl som ser mest ”fuldvoksne” ud, sælges for de højeste priser. Dette kan medføre at unge heste udsættes for en følhåndtering med tidlig fravænning, fodring efter en energirig foderplan, og at mulighederne for at gå på fold mindskes. Denne håndtering kan føre til en alt for kraftig tilvækst og dermed en større risiko for Osteochondrose.

I praksis bør man undlade at udsætte unge heste for voldsomme forandringer, der medfører vægtøgninger. Det er bedre at holde hestene på et mindre energiholdigt græsningsareal under avlssæsonen, for at minimere risikoen for overfodring med hurtige kulhydrater. Energiindholdet i ekstra foder bør nøje overvåges, idet formålet med ekstra udfodring er at afbalancere protein, mineraler og vitaminer, ikke at tilføre en masse ekstra energi (Ellis, 2001).

Kilder:A. D. Ellis and G. M. van Tilburg (2002) `Assessment of growth rates in Dutch Warmblood horses in relation to Osteochondrosis´. Proceedings of the 53rd Annual Conference of the European Association of Animal Production, Cairo, Presentation .
A. D. Ellis (2001) `Feeding the foal in relation to Osteochondrosis´, Internal Report (peer reviewed), Research Institute for Animal Husbandry, Animal Sciences Group, Wageningen University Research, NL

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Forsker advarer mod høje doser af E-vitamin

E-vitamin er det mest almindelige antioxidant-tilskud til heste. Det er et fedtopløseligt vitamin, som anvendes i den rutinemæssige behandling af heste med neurologiske sygdomme (der påvirker hjerne og rygmarv).

Specialist Carey Williams, ph.d. fra Equine Science Center på Rutgers, The State University of New Jersey, påpeger at data offentliggjort i 2006 viser at E-vitamin ikke er så sikkert at udfodre ved høje doser.
"E-vitamin anses almindeligvis som værende sikkert at anvende, selv ved doser på 10.000 enheder pr. hest om dagen, hvilket er 10 gange højere end den aktuelt anbefalede dagsdosis fastsat af National Research Council (NRC), og samtidig den nuværende anbefalede dosis for heste med neurologiske problemer," forklarer Williams.

Men i Williams' undersøgelse viser det sig, at heste der tildeles 10.000 enheder E-vitamin dagligt slet ikke kan drage fordel af antioxidant-egenskaberne, som man oprindeligt troede.

"Mere vigtigt er det, at heste fodret med disse høje doser af E-vitamin lå lavere m.h.t. beta-caroten (en forløber for A-vitamin) end heste suppleret med langt lavere doser," fortæller Williams.

En reduceret beta-caroten absorption kan potentielt føre til A-vitamin mangel. Det klassiske tegn herpå er natteblindhed. Knap så velundersøgte mangelsymptomer omfatte bl.a. nedsat immunsystem-funktion og reproduktive problemer.

(Kilde: TheHorse.com)

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Hvidløg med bivirkninger

Mange hesteejere giver deres heste hvidløg i foderet pga. den gavnlige effekt på immunforsvaret, der har været kendt hos mennesket i årtusinder.

Hvidløg kan udfodres både i frisk form, som pulver, i flager eller som flydende koncentrat. Hvidløg udfodres til heste, fordi det menes at kunne styrke immunforsvaret, som hos mennesker, og dermed forhindre bl.a. forkølelser. Ligeledes menes hvidløg at kunne lindre hoste og andre luftvejslidelser hos heste.

Men et studie, foretaget tilbage i 2005, viser at heste påvirkes klinisk af hvidløg. Man fandt ud af, at hvidløg rent faktisk kan forårsage blodmangel (mangel på røde blodlegemer, anæmi).

I studiet anvendte man frysetørret hvidløg, og så snart dosis overskred 0,2 gram pr. kilo kropsvægt (100 gram for en 500 kg’s hest) udviklede hestene blodmangel og unormale blodværdier. Hestene var efterfølgende fem uger om komme sig igen ovenpå blodmanglen, og de unormale blodværdier tog endnu længere tid at få genoprettet til normalen.

Andre studier antyder, at længerevarende brug af hvidløg kan skade balancen i bakteriefloraen i hestens stortarm.

Der er behov for yderligere studier, før hvidløgs såvel positive som negative effekter på heste endeligt kan fastslås. De positive effekter, der er dokumenterede på os mennesker, kan ikke direkte overføres til hestene, der har et andet mave/tarm-system.

Indtil yderligere studier er foretaget anbefales det, at hvidløg ikke udfodres i for store mængder til heste. Normal dosis til en 5-600 kg ridehest er 20 gram/dag. Ponyer bør tildeles halv dosis.

(Kilder: Bl.a. Aftonbladet Ridsport)

Skrevet af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Hø-test

Af: Christine Barakat (EQUUS Magazine)

Dårligt hø er ikke kun uappetitligt for din hest. Støvede og dårlige kostfibre kan udløse vejrtrækningsproblemer, allergi eller kolik hos hesten.
Køber du dit hø hos en respekteret og anerkendt forhandler, mindsker du sandsynligheden for, at du får fat i hø af ringe kvalitet - men en enkelt dårlig balle eller to vil der altid kunne indsnige sig i et ellers godt parti.
For at kunne udskille disse evt. dårlige baller, kan du anvende følgende 5 tests på hver balle, du udfodrer. Dumper en balle bare én af disse tests, betyder det, at ballen er dårlig og bør kasseres.

Fjeder-testen:
Lad høballen falde til jorden fra hoftehøjde, eller højere. Godt hø vil fjedre en smule, når det rammer jorden - mens dårligt hø vil lande tungt, som f.eks. en sten.

Bøje-testen:
Løft høballen op ved hjælp af selvbinderbåndene. En god høballe er fleksibel og vil synke en smule sammen på midten, når du løfter den. Hvor meget ballen synker afhænger af, hvor hårdt den er presset.

”Puf”-testen:
Når du skærer selvbinderbåndene over, vil en god balle hø ”puffe op” og udvide sig grundet elasticiteten.

Farve-testen:
Enhver nuance af grøn er et tegn på godt hø. Gult eller brunt hø er solbleget - og selvom dette hø er forsvarligt nok at bruge, har det højst sandsynligt mistet næringsstoffer undervejs.
Gråt eller sortfarvet hø bør kasseres øjeblikkeligt!

Lugt-testen:
Stik næsen helt ned i høet og snus ind. Godt hø dufter sødt og græsagtigt, uden den mindste antydning af muggen, støvet eller rådden lugt.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Lynguide til et udsnit af foderjunglen

Det kan være umådeligt svært for den enkelte hesteejer at gennemskue fodermarkedet, og derfor har jeg lavet denne, lille foderguide omhandlende fuldfoder, tilskudsfoder og mineralsk foder.

Fuldfoder:
Fuldfoder: Foderblandinger, der på grund af deres sammensætning dækker den daglige ration. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Sådan er loven, men noget andet er den virkelige verden. Her dækker betegnelsen ”Fuldfoder” over et foderprodukt, der udfodres som eneste kraftfoder, i en daglig mængde fra ca. 2 kg (og opefter) UDOVER grovfoderet (hø, wrap, lucerne).
Fuldfoder består hovedsageligt af korn, ofte omkring 70-80 %. Så fuldfoder er den lette, men som oftest også dyre, løsning for hesteejeren, da korn kan købes billigere separat. Men her får man altså et færdigblandet produkt, som er klar fra fodersæk til krybbe.

Tilskudsfoder:
Tilskudsfoder: Foderblandinger, der har et stort indhold af visse stoffer, og som på grund af deres sammensætning kun sammen med andre foderstoffer dækker den daglige ration. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Et tilskudsfoder er mere koncentreret i brug, end et fuldfoder. – Den daglige udfodringsmængde ligger normalt på 0,8 – 1,6 kg. Herudover KAN der gives f.eks. havre, men ofte er det slet ikke nødvendigt, og langt de fleste tilskudsfodermidler fungerer i praksis rigtig godt som eneste fodermiddel udover grovfoderet (afhængigt af hestens arbejdsbyrde, drægtig o.l.). Altså lidt som et ”fuldfoder”, blot mere koncentreret. Dette bl.a. fordi tilskudsfoder almindeligvis indeholder mindre korn (ingen regel uden undtagelser), som hesteejeren altså forventes at købe separat og selv tilsætte.

Mineralsk foder:
Mineralsk foder: Tilskudsfoderblandinger, der hovedsagelig består af mineralstoffer, og som indeholder mindst 40 pct. råaske. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Mineralsk foder er det vi kender som et koncentreret vitamin/mineral-produkt. Den daglige udfodringsmængde ligger fra ca. 100-200 gram for en ridehest af alm. størrelse, alt efter det valgte produkt og hestens øvrige fodring.
Produkterne er lavet til ”foder-hjemmeblanderne” - dvs. at udover grovfoderet, kan man tilsætte f.eks. havre, sojaskrå/lucerne e.l. efter (energi og protein) behov og supplere op med mineralblandingen, så også vitamin- og mineralbehovet dækkes 100 %.

Problematisk foder
Der findes efterhånden så mange foderprodukter på markedet, der alle lover guld og grønne skove, at det er blevet alt for svært for den enkelte hesteejer at skille skidt fra kanel. Derfor har jeg igennem tiden samlet nogle tommelfingerregler sammen, som gør det lidt lettere at kigge kritisk på foder-deklarationen. Jeg vil ikke komme ind på foderingredienser som sådan, da det er en smagssag, hvad man synes er ok at hælde i sin hest - men jeg vil kigge på fodermarkedets nok største problem; mineralmangler og –ubalancer.

Selen:
Der er strenge lovkrav vedr. Selen-tilsætning i foderprodukter, idet Selen er et mineral der ved overdosering relativt let medfører forgiftning. Derfor kan man også ofte læse på f.eks. mineralblandinger, at hesten kun må få x antal gram pr. kilo dagligt foder.
Men det har medført det problem, at mange produkter har et for lavt Selen-indhold, hvilket gør det svært at inddække hesten fornuftigt.

For fuldfoder og tilskudsfoder gælder følgende tommelfingerregel:
Selen-indholdet pr. kg foder bør være min. 1,0 mg, hvis hesten skal kunne dækkes ind ved rimelige mængder (dvs. ikke 5-6 kg kraftfoder pr. dag)
Afhængigt af det øvrige foder, kan 0,8 mg/kg måske godt gå, men ovenstående er en generel tommefingerregel, der er god at have i baghovedet.
Grunden til at tommelfingerreglen gælder både fuld- og tilskudsfoder er, at havre, byg og hvede ikke bidrager væsentligt med Selen til totalfoderet. For havre er standard-indholdet af Selen f.eks. 0,03 mg/kg.

For mineralsk foder gælder følgende tommelfingerregel:
Selen-indholdet pr. kg foder bør være min. 10,0 mg. Er indholdet meget lavere, skal doseringen øges, hvilket umiddelbart ikke er så galt i disse små mængder. – Problemet er blot, hvis det alene er Selen-indholdet der er lavt, for da risikerer man at overdosere andre mineraler (eller vitaminer) ved forøget dosis.

Kobber:
De danske jorder er Kobber-fattige, og derfor kan der ligeledes være problemer med Kobber-inddækningen, specielt ved import foderprodukter.

Et indhold på min. 100 mg Kobber pr. kg fuld- eller tilskudsfoder er ønskeligt, som tommelfingerregel.

I mineralsk foder bør indholdet af Kobber ligge på min. 5-600 mg/kg, hvis lavdosis skal kunne overholdes.

Zink/Kobber-forhold:
Det største problem på mineralsiden, i mange foderprodukter, er forholdet imellem Zink og Kobber.
Forholdet imellem disse to mineraler bør i totalfoderet optimal være 2,9 – 3,6 (det nøjagtige optimalforhold er varierende fra hest til hest - alder, træningsbyrde m.v. spiller ind).
Idet danskproduceret standard hø og wrap normalt har et Zink/Kobber-forhold på ca. 6,4, og grovfoderet bør udgøre minimum halvdelen af den daglige energiforsyning, er det let at se, at det øvrige foder skal udbalancere en del for at opnå et optimalt Zink/Kobber-forhold i totalrationen.

Havre, som jo er et meget brugt kraftfodermiddel, har et standard Zink/Kobber-forhold på 10,0 - så her henter man ikke megen udligning, tværtimod.
Ergo skal fuldfoderet, tilskudsfoderet eller det mineralske foder have et Zink/Kobber-forhold, der kan rette op på situationen.

Nu fremgår Zink/Kobber-forholdet sjældent af deklarationen på fodersækken, men det er heldigvis meget let at regne ud. Man tager simpelthen Zink-indholdet (mg/kg) og dividerer med Kobber-indholdet (mg/kg).
Dvs. hvis et foderprodukt indeholder 1200 mg/kg Zink og 400 mg/kg Kobber, er Zink/Kobber-forholdet - 1200 dividere med 400 = 3,0

Hvilket Zink/Kobber-forhold er så acceptabelt i fuld-, tilskuds- og mineralfoderet ?Erfaringsmæssigt vil jeg sige fra ca. 2,5 til 3,5 - i det område er man ret sikker på, at der ikke skabes voldsomme ubalancer. Lidt lavere forhold og lidt højere kan være acceptabelt, alt efter hvilke øvrige fodermidler man anvender - men som tommefingerregel går man i hvert fald ikke galt i byen, hvis man bruger ovenstående rettesnor.

Tjek Jeres foder-deklarationer - så undgå I mange fodringsbetingede problemer på sigt.

Skrevet af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Hvor længe skal høet iblødlægges før udfodring?

Mange høballer er fulde af mug og svampesporer, og der er en tydelig sammenhæng imellem mug-fyldt hø og risikoen for at heste dræbes af luftvejsproblemer.
For at mindske de negative effekter fra mug og svampesporer i høet, er der mange hesteejere som iblødlægger høet, ofte op til 12 timer før udfodring.

Mange hesteejere er slet ikke opmærksomme på, at iblødlægning samtidig medfører en kraftig reduktion i høet næringsværdi. Vigtige næringsstoffer, som f.eks. protein og æggehvidestoffer, går tabt. Derfor kan det være godt at vide, hvor længe høet bør iblødlægges for at forebygge luftvejsproblemer hos hestene, uden risiko for at næringsindholdet formindskes.

Hvis hø iblødlægges i 12 timer, tabes en stor del af næringsværdien. Et studie gennemført i England viser, at hvis man iblødlægger høet i kun 30 minutter, bibeholder høet de fleste af sine vigtige næringsstoffer. Til gengæld reduceres koncentrationen af svampespore-partikler mærkbart. Hvis høet derimod iblødlægges i 12 timer, vaskes en lang række vigtige næringsstoffer ud i vandet. Vandet bliver også kraftigt forurenet af mug og svampesporer.

Det har også vist sig, at tidsperioden, hvori høet iblødlægges, ikke er så vigtig, når det gælder om at mindske antallet af svampesporer i høet. Efter kun 5 minutters iblødlægning reduceres antallet af svampespore-partikler med 96 % - mod 99 % ved iblødlægning i 24 timer. Det betyder altså, at den ekstra tid, hvori høet er iblødlagt, er stort set grundløs.

Hvor længe skal høet så iblødlægges ? For at bibeholde næringsindholdet og samtidig reducere risikoen for luftvejsproblemer hos hesten, er 5-10 minutter som oftest tilstrækkeligt. Men længere tid kan være nødvendig i visse situationer, eksempelvis hvis hesten er allergisk.

Kilder:Warr, E M and Petch, J L (1992) Effects of soaking hay on its nutritional quality, in Equine Veterinary Education, 5 (3), 169-171.

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Berig hestens staldmiljø ved at udfodre mere end én slags grovfoder

Heste, der lever frit, bruger mere end 18 timer i døgnet på at æde. De æder flere forskellige typer græsser. Heste, der er opstaldede, fodres hovedsageligt med én type grovfoder, f.eks. hø eller høsilage. Disse heste tilbringer sædvanligvis lang tid i boksen uden adgang til foder. Det har vist sig, at disse foderplaner, med kun lidt grovfoder, kan forårsage forskellige slags problemer, som eksempelvis krybbebidning og mavesår. Pludselig adgang til grovfoder kan endda lede til kolik i form af forstoppelse.

Hvis opstaldede heste fodres med forskellig slags grovfoder, bruger de længere tid på at æde, i forhold til hvis de kun fodres med én slags foder. De får endda mulighed for en adfærd, der mere ligner den, heste har i frihed. Når de æder flere forskellige slags grovfoder forøges også den tid det tager hesten at æde sit foder op. Det lader også til, at hestenes indtag af strøelse (halm) reduceres. Desuden kan risikoen for at hesten udvikler staldunoder, som f.eks. vævning, reduceres.

For at stimulere hestens naturlige adfærd, er det bedst at udfodre flere forskellige typer grovfoder. Mængden af foder behøver ikke øges, men fodermængden kan i stedet fordeles på forskellig slags foder. Både langstrået foder (hø og høsilage) og snittet grovfoder (snittet, tørret græs) kan anvendes. Vær opmærksom på at introducere nyt foder lidt ad gangen og hold øje med mineralbalancen, når du eksperimenterer med forskellig slags foder.

Kilder: Goodwin, D, Davidson, H P B and Harris, P (2002) ‘Foraging enrichment for stabled horses: effects on behaviour and selection’, Equine Veterinary Journal, 32 (7), 686-691. Thorne, J (2002) A longitudinal investigation into the effect of foraging enrichment on the behaviour of horses. Unpublished MSc dissertation. Chelmsford: Writtle.

Artikel venligst udlånt af: www.horseconnexion.org

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Udvand kraftfoderet!

Af: Knut Houge (www.hest.no)

Tilsæt altid kraftfoderet vand, siger Peter Bedding. Han er en af Englands førende eksperter indenfor hesteernæring.
Mange heste døjer med sår i mavesækken og på tyktarmen. I en del af tilfældene skyldes dette, at de får for meget tørt kraftfoder.

Den amerikanske dyrlæge Frank Pelligrini har i samarbejde med Peter Bedding obduceret 500 trav- og galopheste. 90 % af disse heste havde mavesår og/eller sår på tyktarmen.Vi har fundet ud af, at forekomsten imellem sår på tyktarmen og sår i mavesækken er omtrent lige stor. Det spørgsmål vi nu udreder er, om disse sår skyldes stress, eller om der også er andre faktorer, som kan give sår på tyktarmen og mavesækken, siger Bedding.

For meget kraftfoder
Hest. No traf Peter Bedding i Oslo Spektrum under årets Oslo Horse Show. Her stod han ved udstillingen tilknyttet firmaet; Godt For Hesten AS. Dette firma importerer blandt andet funktionsfoderet Equilibra - et foder Peter Bedding har været med til at udvikle.

Når vi ser på årsagerne til mavesår og sår på tyktarmen hos heste, er fodringssystemet centralt. Mange heste får for meget kraftfoder i forhold til grovfoder. Dermed æder de meget mere stivelse, end de kan drage nytte af. Vi ved, at en hest ikke kan udnytte mere end 2-3 gram stivelse pr. kg kropsvægt pr. fodring, siger Bedding og tilføjer: - Men dette er ikke det største problem. Det største problem er manglen på væske i foderet. En hest, som går frit ude i naturen og spiser græs, indtager 90 procent vand og 10 procent tørstof. Hvis man fodrer hesten med hø og kraftfoder, har disse et vandindhold på 12-16 procent. Derfor må du tilføre mere vand. Det kan gøres på to måder: Du kan give mere grovfoder eller tilføre vand til kraftfoderet.

Ved et indtag på ét kg hø producerer hesten 450 milliliter saliva, der er det samme som spyt. Ved et indtag på ét kg kraftfoder producerer hesten kun 250 milliliter saliva. Saliva er yderst vigtig for hestens fordøjelse. Det retter bl.a. op på pH-værdien, fortæller Peter Bedding.

Ætser tarmslimhinden
Når det gælder fodring og hest er to forhold særlig vigtige, ifølge Peter Bedding: - Ude i naturen spiser hesten hele tiden. Og hestens mavepumpe pumper mavesaften rundt hele tiden. Denne saft kan ætse tarmslimhinden og forårsage sår. Hvis du giver for meget tørt foder vil dette tage vand fra tarmslimhinden, noget som igen vil udsætte tarmslimhinden for syreangreb.
Tarmslimhinden har ingen mulighed for at rette op på situationen selv. Løsningen er at tilsætte kraftfoderet vand. Vandet har to funktioner; det retter op på pH-værdien og tyktarmens vandindhold. Hesten vil også udnytte foderet bedre.

Peter Bedding mener, at mange hestefolk undervurderer tyktarmens betydning for hestens ernæring.Det vigtigste i fodringsmæssig sammenhæng er at sikre sig, at tyktarmen og tyktarmsmiljøet er i balance. Det er tyktarmsbakterierne der tilfører hesten 80 procent af dens ernæring, siger Peter Bedding, og henviser til flere internationale undersøgelser. Funktionsfoderet Equilibra er et resultat af Bedding’s forskning. Dette foders hovedopgave er at stimulere mikrobakterierne i tyktarmen.

Vævning, krybbebidning …
En del af symptomerne hos heste, som vævning, boksvandring og krybbebidning kan skyldes tarmproblemer. Hvis en dyrlæge ser disse uvaner, bør han eller hun bestille en endoskopi af hesten, siger Bedding.
En endiskopi indebærer, at en optisk lampe med kamera føres ned i mavesækken via næsen. Denne undersøgelse vil kunne afsløre eventuelle sår i mavesækken.

Vil ikke transportere vand
Hvis en 40 kilos sæk med kraftfoder skulle have et korrekt vandindhold, ville den, ifølge Bedding, veje omkring 200 kg.
Foderindustrien er ikke interesseret i at transportere mange kilo vand. Desuden ville det medføre et stort lagringsproblem, hvis der var for meget vand i foderet. Løsningen er derfor selv at tilføre kraftfoderet vand, inden man giver det til hestene, afslutter Bedding.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Olie i foderet for at tilføre ekstra fedt

Af: Ruth Bishop

Præcis hvor meget fedt har din hest behov for i sin fodring ?

Det er en af de her mærkelige ironier. Selvom vi kontrollerer fedtindholdet i vores egen mad, i foråret, når vi ikke længere kan skjule dellerne, ser vi samtidig på olie som noget godt i vores hestes foderplaner.

Selvfølgelig er andelen af fedt i vores diæter højere end i hestens foderplan. I England - landet der opfandt den friturestegte Mars Bar - er 60-70 % af diæten typisk fedt, og selv i mere kalorie-kontrollerende egne, kommer omkring en trediedel af energien fra fedt.

Hestens stofskifte er veludrustet til at anvende fedt eller olie.
Slutproduktet fra fiber-fordøjelsen i stortarmen er flygtige fedtsyrer (VFAs), som er fedt, blot med et andet navn. Så for de fleste heste, der æder mere end 50 % (af deres samlede foderindtag) grovfoder, er fedt - som VFAs - hovedkilden til energi.

Som jægere/samlere har mennesker tilpasset sig meget fedtholdige diæter, men hesten er planteæder, så rent fedt vil på naturlig vis kun indgå i det totale foderomsæt med ca. 2 %.

Hvis vi tilfører hestens foder olie, fordøjes det godt i tyndtarmen og når aldrig frem til stortarmen. Forskere har presset fedt-indtag til grænsen for at se, hvor meget en hest kan klare - og de har lykkedes at udfodre en tredjedel af hestens daglige energi-tilførsel som olie (lig med 1,5 kg).

Oliens popularitet stammer først og fremmest fra det faktum, at olie er kendt for at gøre hestens pels skinnende og flot. Dernæst er olie kendt som en kilde til energi - et alternativ til stivelse i foderplanen.
Men olie er ikke løsningen på alle stivelses-relaterede fodringsproblemer. Det er en koncentreret kilde til energi, der indeholder to til tre gange så meget energi som korn, hvilket betyder, at hvis den metaforiske tube svinefedt bliver udfodret til hesten, vil hesten tage på, medmindre den er i hård træning.
Så i foderplaner, hvor et lavere stivelsesindhold er påkrævet, vil en kombination af gode fibre og olie være en fornuftig løsning.

Ligesom det gør sig gældende for den menneskelige diæt, er det sådan, at jo mere vi lærer om, hvordan kroppen bruger fedt, jo bedre kan vi finjustere videnskaben om fedt-supplementer.
Olier er involveret i den generelle stofskifte-aktivitet, og nogle er aktive i immunforsvaret.
Nogle fedtstoffer er mere lig hinanden end andre, og det er derfor du hører trendy navne som Omega 3 og 6 - der er linolen og linolensyrer.
Disse er komponenter af fedtsyrer, som hesten ikke selv kan danne, og som derfor må tilføres via foderet.

Oliekilder:
* Soja- og hørfrøolier og græs supplerer alle med linolensyre, der anvendes i produktionen af hudens naturlige olier og derfor er bedst til at forbedre pelsglansen.

* Majsolie er en god kilde til linolensyre, og alle vegetabilske olier er lige gode til at tilføre energi.

* Fiskeolier (dog ikke fiskeleverolie) har et højt indhold af Omega 3 og 6 fedtsyrer, og er et godt tilskud til bekæmpelse af betændelsestilstande.

* Et ”glug” fra en flaske - den typiske måde at hælde olie i foderet på - kan veje alt fra 100-200 gram, men for at opnå effekt på pelsglansen behøves mindre end 100 gram.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Har godbidder ernæringsmæssig værdi ?

Af: Ruth Bishop

Ryttere udfodrer gerne saftfoder, såsom æbler og gulerødder, som belønning til deres heste - men bør disse godbidder udgøre en mere integreret del af hestens foderplan, spørger Horse & Hound ?

Hvor mennesker bør indtage fem stk. frugt og grønt om dagen, vil den typiske hest (der vejer omkring syv gange så meget) skulle have noget i retning af 40 stk.!
Heldigvis æder heste græs, der kan erstatte størsteparten af disse frugt/grønt-portioner, men opstaldede heste sætter stor pris på ekstra saftfoder.

Gulerødder og æbler er det der almindeligvis udfodres, men bananer er også populære verden over, ligesom andre bløde frugter, f.eks. bær, grapefrugt, pærer, blommer og abrikoser - og grøntsager som kålroer og majroer. Omfattende mængder af saftfoder blev sendt til OL i Athen, og den britiske, olympiske dressurhest; Active Walero er kendt for at have en særlig forkærlighed for pletfrie bananer.

Frugt og grøntsager er essentielt en våd og nærende spise, fuld af vand og sukker.
Serveret friske indeholder de omkring 90 % vand, så den ernæringsmæssige værdi findes altså i de sidste 10 % (tørstof) der, udover hovedsageligt sukker, også indeholder vitaminer og naturlige plante-antioxidanter - dog i relativt små mængder.

I dag ligger værdien hovedsageligt i saftigheden, men før i tiden var især gulerødder en fast bestanddel af hestens diæt. Mængder på 12-13 kg pr. dag var ikke ualmindeligt, og kan selvfølgelig stadigvæk udfodres den dag i dag.

Er frugt og grønt så værd at inkludere i hestens daglige fodring ? Svaret er et klart ja, hvis det er for at sikre at hesten nyder sin mad mere ved at tilføre smagsvariationer. I særdeleshed hvis hesten er kræsen, eller er gået fra foderet af andre årsager, f.eks. stævnestress.
Medmindre du udfodrer kilovis, skal du dog ikke regne med nævneværdig ernæringsmæssig betydning i foderplanen.

Spis dine grøntsager
* Husk at skære gulerødderne i mindre stykker for at undgå risikoen for kvælning.

* Sørg for at der absolut intet jord og skidt er aflejret på frugt og grøntsager.

* Få stykker frugt og grønt hver dag gør egentlig ikke nogen ernæringsmæssig forskel. En gulerod vejer 75-100 gram, men du skal udfodre 100 gulerødder eller æbler (8 kg) pr. dag for at tilføre hesten hvad der svarer til 1 kg havre.

* Bananer er energirige (men igen gør det ikke den store forskel, hvis du blot udfodrer en eller to om dagen) og indeholder store mængder Kalium.

* Kartofler var populære efter 2. Verdenskrig, da andre fodermidler var svære at få fat i, til de arbejdende heste eller i kogt tilstand til at få huld på hestene. Helt op til 20 kg blev udfodret pr. dag. Kartofler er faktisk ligesom våd byg - fuld af vand og stivelse - og der er i dag lettere måder at forøge hestens vægt på.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Fodring for Sunde Knogler

Ruth Bishop

Horse & Hound forklarer sammenhængen imellem fodring, motion og knogledensitet.

Idet knogler omfatter store mængder af mineralerne Calcium og Fosfor, er det naturligt at tro, at alle knogleproblemer skulle have fodringsmæssige årsager.
Problemer som udviklingsmæssige knogle-sygdomme hos hurtigvoksende ungheste kan forbindes med fodring. Dette problem opstår normalt, når der udfodres ubalancerede fodermidler.

Undersøgelser har vist, at et reduceret stivelsesindhold i foder til ungheste, kan hjælpe med at skabe den rette knogledensitet udfra brusk. En korrekt balance af vitaminer og mineraler er ligeledes vigtig på dette tidspunkt.
Det ideelle forhold imellem Calcium og Fosfor bør være 1,5-2,1. Hvis Calcium/Fosfor-forholdet er forkert, vil Calcium udvaskes fra knoglerne for at kompensere for ubalancen. I kroniske tilfælde kan dette føre til opbygning af fibrøst bindevæv, hvilket vil resultere i knoglerelaterede problemer.

Til sammenligning har knogleproblemer, der hænger sammen med motion, som f.eks. træthedsfrakturer, som regel intet med fodringen at gøre.
Træthedsfrakturer er almindeligt forekommende hos alle atleter, inkl. heste i træning. De opstår, når skelettet udsættes for en hårdere belastning end normalt. Områder som f.eks. bækkenet er ofte påvirket, og træthedsfrakturer hænger i højere grad sammen med træningsintensitet frem for fejlagtig fodring.

Det lader til, at nøgleordet er knogle-tilpasning. En knogle er et aktivt organ, der giver støtte, bevægelse, fungerer som mineralreserve og har blodproduktions-funktioner - og den tilpasser sin styrke til arbejdsbyrden, der lægges på den. Knoglestyrken øges ved motion, men først efter at have undergået en periode med svækkethed.

I den tidlige træning, hvor styrknings-processen finder sted, er det essentielt ikke at overbelaste knoglerne. Nye undersøgelser foreslår, at korte, koncentrerede belastninger er en fordel i forhold til at undgå frakturer.
Man skal altså være forsigtig, når man starter en hest op, som har haft boksro i en periode. En øget arbejdsbyrde resulterer i en reduceret knoglemasse, og en reduceret knoglestyrke på op til 5 % efter en 12-ugers periode. Når en hest vender tilbage i arbejde, skal man altså give tid til at knoglestyrken kan gendannes.

Heste, som er i farezonen m.h.t. udvikling af træthedsfrakturer:
* Endnu ikke færdigudviklede dyr, som udsættes for høj træningsdensitet.
* Heste, som bliver bedt om at udføre hurtigt arbejde, uden passende kondition eller opvarmning.
* Heste, som tages for hurtigt i arbejde efter en arbejdsfri periode.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Kobber og OCD

Equus Magazine, august 2003

En ny undersøgelse, udført i samarbejde mellem forskere fra Holland og New Zealand, udfordrer de hidtidige formodninger om en sammenhæng imellem kobber-mangeltilstande og osteochondrose (OCD) hos føl. Men undersøgelsen fastslår også, at spormineraler er ekstremt vigtigt, når ungheste skal hjælpes til helbredelse for udvikling af ortopædiske sygdomme.

Kobbers rolle i forhold til OCD, der er en forstyrrelse i omdannelsen fra brusk til knogle i knoglevækstzonerne og leddene, er blevet studeret i de sidste 20 år.
”Hele OCD-kobber historien startede, da en slags epidemisk undersøgelse, udført i midten af 80’erne, viste en sammenhæng mellem indtræden af udviklingen af ortopædiske sygdomme og tilstedeværende niveauer af visse mineraler, herunder kobber”, forklarer René van Weeren, BVSc, PhD, fra Utrecht universitetet i Holland.
Denne undersøgelse, sammenholdt med opdagelser der indikerede, at OCD-lignende beskadigelser gik i sig selv, når drastiske kobber-mangler blev udlignet, førte til den udbredte formodning om at lave kobber-niveauer øger risikoen for OCD.

Som led i undersøgelsen udtog van Weeren og hans team lever-biopsier fra 33 hollandske varmblodshopper og føl i en 5 måneders periode. Van Weeren forklarer, at leveren er det eneste organ der kan give en pålidelige indikation af kobber-niveauet i kroppen.
Lever-biopsierne blev første gang udtaget fra hoppe og føl 2-4 dage efter folingen. Og den anden lever-biopsi blev udtaget fra føllene 5 måneder senere. Samtidig blev der tager røntgenbilleder af føllenes knæled, når de var henholdsvis 5 og 11 måneder gamle, for at opdage evt. OCD-beskadigelser.

Da resultaterne fra lever-biopsierne blev sammenlignet med røntgenbillederne, fandt forskerne ud af, at der ingen sammenhæng var imellem kobber-status og udviklingen af OCD-beskadigelser. ”Føl med lave kobber-niveauer havde ikke større tendens til at udvikle beskadigelser i forhold til føl med høje kobber-niveauer”, siger van Weeren.
Derimod lod det til at høje kobber-niveauer havde gavnlig indflydelse på helbredelse for OCD. ”Læsioner hos føl, med en god kobber-status ved fødslen, lod til at hele bedre end hos føl med svækket kobber-status”, siger van Weeren.

OCD-læsioner, der stadigvæk er tilstede, når føllet når et-års alderen, forsvinder ikke og kan forårsage halthed der forværres ved arbejde.

Så hvordan kan du sikre dig, at dit føl har nok kobber i kroppen til at hele evt. OCD-læsioner ? ”Desværre er udfodring af et kobber-supplement ikke løsningen”, siger van Weeren - ”for kun de mineraler, der er tilstede i føllets system ved fødslen, kan optages i kroppen”.
I stedet råder van Weeren avlere til at få analyseret deres avlshoppers foderration for kobber. ”Hvis kobber-niveauet er lavere end 25 ppm (part per million) skal niveauet hæves”, fortælle han. ”Jeg har ingen videnskabelige beviser for disse anbefalinger, men baserer dem på, at jeg tror der er sammenhæng imellem leverens kobber-indhold og helbredelses-tendensen for OCD-læsioner, og jeg ved, at disse anbefalinger ikke kan gøre skade”.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Nyt håb for krybbebidere

Carol Phillips (Horse&Hound Magazine)

Nye undersøgelser bebuder håb for krybbebidere og vindslugere.

Mindst 20.000 heste i England menes at lide af staldunoder eller stereotyp adfærd som vindslugning og krybbebidning. Disse unoder anses traditionelt for at være forårsaget af stress, utilstrækkelig foldmotion og mangel på kontakt med artsfæller.

Men en ny undersøgelse, lavet af University of Lincoln i samarbejde med Feedmark, indikerer at denne unaturlige opførsel kan stamme fra overdrevne mængder af mavesyre hos hestene.
60 heste, der alle led af kendt stereotyp adfærd, deltog i undersøgelsen, der inkluderede udfodring af syreneutraliserende tilskud, som en del af deres vanlige foderprogram - med forskellige resultater til følge.

De heste, der fik en enkelt dosis syreneutraliserende tilskud, begyndte at vise en reduktion i hyppigheden af krybbebidningen/vindslugningen. Og hestene, der fik dobbeltdosis, krybbebed i mindre grad end hestene på enkeltdosis. Hestene havde en tendens til at krybbebide i mindre grad umiddelbart efter fodring, selvom dette varierede fra hest til hest, hvoraf nogle heste helt holdt op med unoden.

Forsøget blev organiseret af Feedmark’s ernæringsekspert; Clare MacLeod, og dyrlæge; Daniel Mills (lektor i adfærd og dyrevelfærd på University of Lincoln), over en periode på op til 8 uger.

”Både krybbebidning og vindslugning producerer spyt, som vil neutralisere et for højt syreindhold i hestens mave, og lette hesten for en del af ubehaget ved et for højt mavesyreindhold”, forklarer Daniel Mills.

”Det syreneutraliserende middel, der blev brugt i undersøgelsen, reducerer ligeledes mængden af mavesyre, og dermed reduceres også hestens behov for at producere ekstra spytsekret, ved at krybbebide eller vindsluge. Resultaterne af denne undersøgelse understøtter andre beviser på, at der er forbindelse imellem mavesyre og krybbebidning.

I øjeblikket forsøger University og Lincoln at rejse midler til en fortsættelse af disse undersøgelser, der kan ha’ stor betydning for hen ved 50.000 heste i England, som lider af disse unoder”.

Feedmark har udviklet et nyt, syreneutraliserende tilskud, ovenpå disse undersøgelser. Firmaet mener, at udfodring af syreneutraliserende midler er en mere human måde at forhindre hestene i at krybbebide eller vindsluge på, end brug af traditionel krybbebiderrem, der fysisk forhindrer krybbebidning, uden at fjerne behovet herfor.

”En hest, der bærer krybbebiderrem, for at forhindre unoden, er at sammenligne med at have kløe, men ikke være i stand til at *klø igen* ”, siger Clare MacLeod.

Besøg: www.feedmark.com hvis du vil vide mere om det syreneutraliserende tilskud.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Roepiller - Myter og realiteter

Susan Garlinghouse

Roepiller er ikke kun et af de mest opmuntrende fodermidler, men også et af de mest frustrerende for en foderrådgiver. Få fodermidler er omgæret af så mange myter og negative forudsigelser som roepiller. ”De svulmer op sprænger hestens mavesæk”; ”Hesten bliver kvalt i dem”; ”De indeholder alt for meget sukker” og ”De har overhovedet ingen fodringsværdi”, er kun nogle få af de djævelske advarsler, der er i omløb - og faktisk er ingen af dem rigtige.

Ligesom det gælder ved alle andre fodertyper, kan en bedre forståelse for roepillers næringsmæssige indhold og påvirkninger af kroppen hjælpe hesteejeren til at forstå, hvor i hestens diæt dette nyttige fodermiddel passer ind.

Roepiller er et biprodukt, der stammer fra udtræk af simpelt sukker i almindelig sukkerproduktion. Grundet effektiviteten i disse udtræks-processer indeholder de tiloversblevne roepiller kun meget lidt, eller slet intet, sukker. – Faktisk tilsætter mange foderproducenter en varierende mængde melasse til produktet for at øge velsmagen og reducere pille-støvet.
Selvom mange hesteejere er bekymret for at udfodre ”for meget sukker”, i form af melasse, så er f.eks. 5 % i knap 5 kg roepiller lig med kun 86 gram simpelt sukkerstof - ca. samme mængde som findes i blot nogle få æbler.

Foder inddeles almindeligvis i følgende kategorier; grovfoder, energifoder eller protein-tilskud.
Foder, der indeholder mere end 18 % kostfibre, anses for at være grovfoder, og det er foder som f.eks.; alle typer hø (inkl. lucerne), sojabønne-skaller, skaller fra kerne og majskolber.
Foder, der indeholder mindre end 18 % kostfibre og mindre end 20 % råprotein, anses for at være energifoder, og det er foder som f.eks.; alle kornsorter, hvede- og ris-klid, fedt og melasse.
Foder, der indeholder mindre end 18 % kostfibre og mere end 20 % råprotein, anses for at være protein-tilskud, og det er foder som f.eks.; sojabønner, hørfrø eller bomuldsfrø, ølgær, fiskebenmel, solsikkefrø og mælkepulver (tørmælk).

At være bekendt med disse simple definitioner er en stor hjælp, når man skal sammenligne kommercielle foderblandinger, der ofte har vege eller udefinerbare mærkater og beskrivelser. I stedet for at forsøge at regne ud, om en sæk ”Tante Anna’s Super Turbo Raket Brændstof” virkelig kan hjælpe din hest med at tage på i vægt, eller om det blot er endnu en sæk fuld af plænegræs, kan et hurtigt blik på fiber- og protein-indholdet afsløre om produktet er et energifoder eller blot 25 kg overbetalt hø.

Men hvor i disse kategorier passer roepiller så ind ? Faktisk passer roepiller ikke rigtigt ind i hverken grovfoder- eller energifoder-sektionen. Roepiller, med et råprotein-indhold på 10 %, og 18 % kostfibre, placerer sig lige på kanten imellem at være et grovfoder og et energifoder. De fleste foderrådgivere vil placere roepiller i grovfoder-kategorien, og deri ligger mange af fordelene. Prøv at sammenligne roepiller med andre fodermidler:


Læg mærke til, at selvom roepiller indeholder flere kalorier end grovfoderet, er energi-indholdet lavere end i kernefoderet, der typisk fodres til heste. Betyder dette at roepiller har mindre værdi, i forhold til kalorie-tilførslen, end det typiske kernefoder ? Ikke nødvendigvis. Samtidig med at roepiller har lavere energi-indhold, kilo for kilo, end korn, har de også lavere glukose-index end nogen som helst af kornsorterne. Glukose-indexet er indikator for indholdet af simple sukkerforbindelser i foderet, samt dets relative effekt på plasma-glukose. Foder med et højt glukose-index, som f.eks. majs (der har et højt stivelses-indhold), nedbrydes hurtigt, enzymcielt til glukose i tyndtarmen, hvilket får blodsukkerniveauet i blodet til at stige voldsomt - og dette kan, hos nogle heste, resultere i, at de bliver ”varme” i hovedet (så en morgenridt bliver cirka lige så hyggeligt som at ride bareback på en måneraket). Mere vigtigt er, at under nogle omstændigheder kan foder med et højt glukose-index forårsage en tilstand kaldet; coecal acidose, der kan udmunde i kolik, Autoimmun Hæmolytisk Anæmi (AIHA) og forfangenhed.

Foder med et lavt glukose-index, som f.eks. roepiller, skaber kun en lille, eller slet ingen, stigning i blodsukkerniveauet, og det meste af energien tilbydes i form af flygtige fedtsyrer, energi-biproduktet fra gæringen i hestens blindtarm og tyktarm. Med undtagelse af fedt (der har et højt energi-indhold, men ikke influerer på blodsukkerniveauet), giver ovenstående tabel et generelt billede af glukose-index-kornsorter, hvor biprodukter af kornsorter generelt ligger højest, grovfoder ligger lavest, og roepiller ligger lige i midten af de to ekstremer.

Udover at forhindre måneraket-rideture, hvilken forskel gør glukose-indexet så ? Højenergi foderemner, som f.eks. majs, er stadigvæk en mere koncentreret kilde til kalorier end roepiller, ikke ? Jo, det er de. – Men som nævnt ovenfor kan foder med højt glukose-index forårsage foderrelaterede sygdomme, som f.eks. kolik og forfangenhed. Af samme årsag bør højt opløselige kulhydrat-kilder kun udfodres i relativt små og omhyggeligt overvågede mængder, for at eliminere risikoen for tarmproblemer.
I kontrast hertil stammer energien i roepiller hovedsageligt fra både opløselig og uopløselig fiber-energi, der frigives relativt langsomt efter den mikrobielle gæring i blindtarmen og tyktarmen, ligesom det forholder sig med energien i andet grovfoder, som f.eks. hø. Men hvor hø kan indeholde en varierende mængde uopløselige fibre, der påvirker optagelsen og energi-indholdet, indeholder roepiller en betragtelig mængde opløselige fibre, som f.eks. pektin (E440) - samme substans, som størkner frugtjuice til gelé. Pektin behandles også i blindtarmen men har en høj fordøjelighed og nedbrydes let til brugbar energi af den mikrobielle flora. Idet roepiller ikke indeholder store mængder af opløselige kulhydrater, der kan forårsage tarmproblemer, kan de uden bekymring udfodres i meget større mængder.

Så selvom roepiller indeholder mindre energi end korn, kilo for kilo, kan de tilbyde hesten flere total-kalorier, når de indsættes som en del af den daglige diæt eller bruges til at ”strække” et korn-måltid. Og selvom fiber-indholdet i roepiller er lavere end i det meste hø, kan roepiller alligevel erstatte op til 50 % af grovfoderdelen i den daglige foderration - en strategi der kan øge det totale kalorieantal betragteligt, uden at skabe en risiko for kolik eller forfangenhed.

Selvom roepiller kan, og normalt bliver, opblødt i vand inden udfodring - og at dette er den normale opfattelse - behøver de ikke blive det***. Faktisk kan det i nogle situationer være eneste mulighed at udfodre roepillerne i tør tilstand, hvis de skal kunne bruges. Heste, der fodres med opblødte roepiller om sommeren i varmt vejr, kan være ude af stand til at æde portionen op, før pillerne begynder at syrne og bliver uspiselige. Ligeledes kan heste i koldt vejr være ude af stand til at få opspist de opblødte roepiller, før pillerne fryser til is.

Ved undersøgelser, foretaget på adskillige universiteter, er heste blevet fodret med tørre roepiller i en størrelsesorden helt op til 45 % af den totale foderration, og der er ikke observeret tilfælde af kvælning eller andre uheldige virkninger. Ligeledes er mange, mange tons foder, baseret på tørrede roepiller, årligt blevet udfodret uden problemer.

Selvom roepiller, specielt i pilleteret form, kan forårsage kvælning, så er kvælningen som oftest en reaktion på partikelstørrelsen og hestens fodervaner, og ikke nødvendigvis en reaktion på selve foderet. Heste der sluger foderet og ikke tygger ordentligt, eller ikke har ubegrænset adgang til vand, er i risikozonen for kvælning, uanset fodertype, i forhold til heste, der spiser mere kontrolleret. Men bør skride ind overfor disse mad-slugere ved at lægge sten i krybben, eller blande foderet med f.eks. strå, for at forlænge tyggetiden. Under alle omstændigheder skal det gøres klart, at uanset årsagen hertil, så er nogle heste mere disponerede for kvælning end andre. Derfor bør beslutninger, om hvorvidt roepillerne skal serveres i tør tilstand eller opblødes, træffes på individuel basis, hvor der tages hensyn til; om det er nødvendigt at fodre med tørre roepiller, hestens fodervaner og konkurrence fra andre heste, der kan opmuntre til mad-slugning. Til nogle heste er udfodring af opblødte roepiller det eneste alternativ.

Mange hesteejere er også bekymret for, at pga. vandmængden, roepillerne opsuger, og den volumen de udvider sig til, så vil et stort måltid roepiller på en eller anden måde få maven til at svulme op og simpelthen sprænges. En simpel beskrivelse af hestens mave vil mane denne, specifikke bekymring til jorden.
Hestens mave har en kapacitet på 7,5 – 15 liter, hvilket ca. er det samme som 2 – 4 kg tørrede roepiller. Foderets passage fra maven til tyndtarmen varierer afhængigt af forskellige faktorer, men så snart maven er ved at nå sin maksimums-kapacitet vil stræk-receptorere i mavesækkens vægge udløse motilin, der er et hormon, som stimulerer tømning af maven og videre passage af foderet til tyndtarmen, blindtarmen og tyktarmen. Idet den samlede kapacitet i hele fordøjelsessystemet (omkring 144 – 182 liter) er mere end rummelig nok til at rumme selv meget store portioner af roepiller (eller andet foder), er der ingen fare for at fordøjelsesystemet sprænges hos andre heste end de, der lider af forstoppelse eller andre alvorlige mangler på normale tarmbevægelser.

Bekymringer omkring at roepiller ”trækker vand fra maven ud i blodet og forårsager dehydrering” er også ubegrundet. Uanset fodertype vil heste generelt drikke 3-4 liter vand pr. kg foder (tørvægt) de fortærer. På betingelse af fri adgang til rent, friskt vand vil heste ganske frivilligt drikke nok vand til at kunne fordøje enhver given mængde roepiller. Tilbydes opblødte roepiller vil hesten drikke tilsvarende mindre, fordi fugten i pillerne er en væsentlig væskekilde. I begge tilfælde er det usandsynligt at væskeskift fra blodplasma til det indre af fordøjelsessystemet skulle være spor anderledes end, hvad der forekommer ved enhver anden type foder med lignende vandindhold.

Bortset fra energi-densiteten er roepiller også en relativ god kilde til calcium. Om end indholdet ikke er så højt som i lucerne (1,2 %), er roepiller stadigvæk en god kilde med sine 0,62 % - hvilket er højere end noget andet almindelig brugt fodermiddel til heste, bortset fra mælkepulver.
Selvom roepiller sandsynligvis ikke indeholder tilstrækkeligt calcium til at udligne en diæt med højt fosfor-indhold, grundet pillernes oxalat-indhold (der binder en del af calcium-indholdet til en uoptagelig form), er roepiller nu alligevel en udmærket ikke-lucerne kilde til calcium, der hjælper med at afbalancere calcium/fosfor forholdet i foderet. Samtidig indeholder roepiller ikke overdrevne mængder protein, som f.eks. lucerne gør. Det tilsvarende, men ikke overdrevne, indhold af calcium gør, at roepiller er et nyttigt supplement til heste der græsser eller fodres på en simpel hø/korn diæt.
Selvom det meste græshø indeholder acceptable mængder calcium kontra fosfor, kan nogle græsser og individuelle afgrøder have en lidt skæv balance, hvor calcium-indholdet er i underkanten. Dertil skal lægges det faktum at diæter, der består af store mængder korn eller klid (specielt ris-klid), kan skabe yderligere ubalancer. Ved at supplere det daglige foder med nogle kilo roepiller kan hesteejer tilføje en ekstra calcium-kilde, der afbalancerer calcium/fosfor-forholdet i hele foderrationen.

Et sidste ord omkring tilberedningen af roepiller - det kommer jo ikke som nogen overraskelse, at heste er vanedyr og ofte ser på nye fodertiltag som ”Gift, indtil det modsatte er bevist”. Mange hesteejere har forsøgt at supplere hestens foderration med roepiller, blot for at se pillerne blive nedstirret med onde øjne, ignoreret og derefter prompte afvist.

Selvom man planlægger at udfodre roepillerne i tør tilstand, er det en god idé i starten at lade dem suge en smule vand og blande dem med korn eller andet accepteret foder. Dette vil som regel få hesten til at overvinde sin modstand mod at prøve noget nyt. Efter få dage vil de fleste heste spise det nye foder, og snart vil de nærmest kravle over hegnet for at få deres andel (eller allerhelst, lidt mere end deres andel). På dette tidspunkt kan mængden af roepiller gradvist øges, og iblødsætningen kan trappes ned, indtil de tørre roepiller er accepteret lige så godt. Når roepillerne er blevet en almindelig del af hestens foderration, er pillerne endvidere fortrinlige til at ”gemme” f.eks. vitamin-tilskud, fedt eller medicin.

*** N.B. Selvom denne artikel taler varmt for udfodring af roepiller i tør tilstand, vil jeg på det kraftigste advare hermod !!!
Tag ingen chancer, men opblød roepillerne i 4-6 dele vand i 8-12 timer inden udfodring !!!


Oversat af: Tanja H. Bromley

© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Protein - Kroppens Byggesten

Af: Heather Thomas

Ligesom et byggesæt, er protein en sammensætning af mindre dele - aminosyrer. Disse kan omstruktureres, så de passer ind i de forskellige protein-baserede dele af kroppen. Protein er et af basis-elementerne i hestens diæt, sammen med fedt, kulhydrater, vitaminer og mineraler - og er nødvendig for overlevelse og velbefindende hos hesten. Protein opbygger knogler, blod, hud, hår og muskler, og er altså afgørende for vævs-vækst og –reparation.

Hvad er protein ?
Proteiner er kæder af aminosyrer i forskellige kombinationer. Der findes 22 at kombinere ud fra. De har en lineær struktur (sekvensen af aminosyrer) og både sekundære og tertiære strukturer, hvor aminosyrer folder sig tilbage på sig selv og opretter forbindelser, hvilket ser ud som om, de er sammenbundne i knuder. Strukturen giver et protein dets egenskaber.
Muskel-proteiner er forskellige fra enzym- eller hormon-proteiner, og de er f.eks. meget forskellige fra den bredde vifte af proteiner i blodet.

Proteiner er i konstant forandring i kroppen. – De bliver kontinuerligt nedbrudt og genopbygget, alt efter behov.
Hesten kan opbygge de fleste aminosyrer, den har behov for, men enkelte essentielle aminosyrer, som f.eks. Lysin, skal optages igennem foderet. Hvis bare én essentiel aminosyre mangler i hestens diæt, kan opbygningen af det specifikke protein ikke fortsættes. Hvis den manglende aminosyre er nødvendig for en bestemt fase af kropsvæksten, vil manglen forhindre normal vækst, også selvom diæten indeholder nok af alle andre ingredienser. Unge heste, på diæter med lavt Lysin-indhold, vokser langsommere end heste, der får den Lysin, de har behov for.

Der er stadigvæk meget, vi ikke ved om proteiner og heste.
I forbindelse med os mennesker ved vi, at 11 af aminosyrerne er essentielle, og at disse kun kan optages via føden. Mange af disse er sikkert også essentielle for hesten, men på nuværende tidspunkt kender vi kun behovet for Lysin og Threonine.
Vi har brug for yderligere research på området for at finde ud af behovet for nogle af de andre aminosyrer, specielt til præstationsheste.

Protein kvantitet og kvalitet
Bælgplanter indeholder generelt mere protein end græs, der indeholder en varierende mængde, som sædvanligvis er mindre end bælgplanters. I koncentreret foder tilføjer producenten ofte et protein-tilskud.

Lucerne kan indeholde fra 14-16 % og helt op til over 20 % råprotein, hvilket er meget højt for et fodermiddel. Græs kan ligge på 10-14 %, og vi har set græshø med et indhold så lavt som 6 %. Protein-tilskud ligger ofte på 40-45 % råprotein.
Det mest brugte protein-tilskud til heste er soja (sædvanligvis 44 % protein), normalt i pilleteret form. Det er let at se forskel: I et fuldfodermix er de brune piller soja-supplement, mens de grønne piller er lucerne-supplement.

Protein kvalitet, kontra kvantitet, afhænger af aminosyre-balancen. Hvis balancen imellem de essentielle aminosyrer er korrekt, er det høj-kvalitets protein. Hvis der mangler en aminosyre, eller indholdet er meget lavt, er det et lav-kvalitets protein.

Lucerne og soja indeholder høj-kvalitets protein i høje koncentrationer til heste. F.eks. majs indeholder lav-kvalitets protein, fordi Lysin- og Tryptophan- (endnu en aminosyre) –koncentrationen er lav. Majs er et udmærket fodermiddel til udvoksede heste, men skal suppleres med noget andet, hvis det drejer sig om ungheste.

En eng bestående af et mix af græs og kløver, giver en næsten perfekt protein-balance.

Mælkeprotein er førsteklasses høj-kvalitet protein. Hopper tilbyder al den protein, deres føl har behov for, i form af aminosyrer. Bælgplanter har den næstbedste protein-kvalitet og indeholder generelt mere protein end græs.
Græs har et lavere indhold af Tryptophan end bælgplanter som lucerne eller kløver, men er ikke utilstrækkelig. Heste på grønne græsenge har højere koncentrationer af Tryptophan i blodet, end heste der fodres på hø og store mængder kraftfoder - sandsynligvis fordi de fleste kraftfoder-mix domineres af majs.

Den unge plante i vækst har samme aminosyre-indhold som den voksne plante (når først aminosyrerne er tilstede, forsvinder de ikke igen), men den voksne plante indeholder flere fibre. Forholdet af protein i en given mængde af plantematerialet afhænger af plante-alderen. Derfor har hø (skårlagt da planten var voksen) et lavere protein-indhold end det unge, umodne græs eller lucerne.

Protein-kvalitet og -kvantitet kan formindskes i hø, der opbevares i lang tid. Protein kan ødelægges af iltning. Proteiner er dog ikke så skrøbelige som vitaminer, men den sekundære og tertiære struktur kan påvirkes af varme eller iltning, så forbindelserne imellem aminosyrerne skades (knuderne går op). Nogle af de varme-fremkaldte forandringer kan gøre proteinerne ringere optagelige, og aminsosyrernes tilgængelighed dårligere.

Hvordan en hest optager protein
Når en hest æder foder, der indeholder protein, opbrydes strukturer og aminosyre-kæder af enzymer i fordøjelseskanalen. Proteiner er så store molekyler, at de ikke kan passere igennem tarmvæggen i hel tilstand. De nedbrydes derfor til individuelle aminosyrer og dipeptider (organiske forbindelser opbygget af to aminosyrer), som derefter optages igennem tyndtarmens væg. Efter optagelsen i blodet, transporteres komponenterne til de steder i kroppen, hvor der er brug for dem, og her genopbygges de igen til specifikke proteiner.
Proteiner, der ikke nedbrydes i tyndtarmen, fortsætter i fordøjelsessystemet til endetarmen, hvor bakterier nedbryder dem og bruger dem til at lave deres egne proteiner, i stedet for proteiner til brug for hesten.

Hvordan kroppen bruger protein
Kropscellerne opsamler specifikke aminosyrer efter behov. Men hvis en aminosyre er i dominerende koncentration, vil det reducere optagelsen af de andre aminosyrer. Det er her hesteejere kan få problemer, hvis de fodrer ekstra protein som enkelt aminosyrer, f.eks. Tryptophan eller Lysin.
Hvis man udfodrer store mængder af disse, vil de udkonkurrere de andre aminosyrer, der er til stede i en for lille koncentration.

Kroppen nedbryder proteinet og absorberer dets aminosyrer. – Det forskellige kropsvæv bruger, hvad det har behov for, for at kunne producere, hvad det nu en gang producerer. Løber vævet tør for en bestemt aminosyre, stopper produktionen der. Ingen andre aminosyrer kan erstatte den manglende aminosyre - processen må vente, indtil det behøvede igen dukker op, eller også må vævet nedbryde sit eget ”arbejde” og sende alle enkeltdelene ud i systemet igen, fordi det ikke kan gøre ”arbejdet” færdigt.

Hvor meget har en hest brug for ?
Protein-behovet varierer, afhængigt af om kroppen er i vækst eller blot skal vedligeholde vævet.
Føl og plage har brug for mere total-protein og mere høj-kvalitets protein, end voksne heste.
De bruger en større del af proteinbehovet til at opbygge flere muskler, knogler og brusk, fordi de vokser, og de har brug for mere Lysin end voksne heste, som allerede har færdigudviklet disse bestanddele.

Hvad der er dårlig protein-kvalitet for en plag, kan være helt acceptabelt for en voksen hest. Dog med undtagelse af den mælkeydende hoppe, der har brug for større koncentrationer høj-kvalitets protein (dem med høj indhold af Lysin) for at kunne producere mælk. Hvis hoppen ikke får nok protein, vil hendes mælkeproduktion falde. Behovet for protein hos en mælkeydende hoppe ligger på 14-16 % af dem samlede fodermængde.

Den unge hests største behov til udvikling af kropsvæv ligger ret tidligt i livet - i det sidste semester af drægtigheden og de første måneder efter fødslen, hvor føllet vokser hurtigst. Føl har brug for 16-18 % protein, og det får de fra mælken. Senere falder behovet til 14-15 %, såfremt kvaliteten af protein er god.
Ved fravænningstidspunktet er proteinbehovet meget mindre, i forhold til da føllet var en måned gammel. Føl der fravænnes før 4 måneders alderen bør have tilskud af mælkeprotein.

Det helt store ryk i vækstkurven sker i føllets første eller anden levemåned, og væksten er herefter mere og mere faldende. For hver fase; føl, fravænnet, åring, falder næringsbehovet med gennemsnitligt 2 %. Når hesten er tre år gammel, har den kun behov for 10-12 % protein.

Normalt vil en voksen hest få rigeligt protein fra græs af høj kvalitet. Jeg er stærkt tilhænger af mixet bælgplante/græs hø, eller bælgplante/græs enge. Jeg mener ikke, at ren lucerne eller kløver er godt for heste, men et mix af disse imødekommer som regel hestens behov.

En hest i hårdt arbejde har brug for en smule mere protein end en hest, der ikke er i arbejde, fordi den nedbryder og genopbygger muskelceller med en højere frekvens. Men det betyder ikke, at den har brug for et højere procentindhold af total-protein. – Den vil æde mere foder totalt, end en ikke-arbejdende hest, for at inddække sit øgede energibehov - og da det meste foder indeholder protein, vil hesten automatisk få inddækket det forøgede proteinbehov også, så den kan erstatte og reparere alle de celler, der skades under arbejdet.

Mange hesteejere fodrer med 12-14 % protein-tilskud samtidig med det meget proteinholdige lucerne. Disse heste får langt mere protein end de egentlig har brug for. Nye undersøgelser viser, at heste i hårdt arbejde kan klare sig fint på en diæt der indeholder 8-10 % protein, så længe det er høj-kvalitets protein.

Protein-overskud - Skadeligt og spildt
I nogle tilfælde er der brug for et tilskud. – Hvis basis-fodringen har et for lavt proteinindhold, eller mangler høj-kvalitets protein, til den unge hest. Men protein overfodres i langt større grad end underfodres.

Til voksne heste er et protein-overskud ofte bare spild, men hos unge heste i vækst er ubalance en af de ting, der fører til udviklings-problemer. Man kan selvfølgelig ikke sige, det hele stammer fra overforsyning af protein eller f.eks. calcium, men derimod den måde hvorpå de forskellige fodermidler influerer på hinanden.

Hvis man overfodrer med et hvilket som helst fodermiddel, er der tilbøjeligheder til, at man forstyrrer balancen, hvilket kan medføre problemer som f.eks. udvikling af Osteochondrose(OCD) og andre lidelser, der inkluderer adskillige knogle-relaterede problemer hos føl i vækst.

Det jeg finder mest skræmmende ved tilskud er, når hesteejere udfodrer enkelt aminosyrer. Jeg skulle engang rådgive en konkurrencerytter på højt niveau, hvis hest led frygteligt af nyreslag. – Jeg fandt ud af, at hun gav hesten en kopfuld Lysin-pulver dagligt. Hun havde hørt, at Lysin var godt, men denne enorme mængde forårsagede altså stor aminosyre-ubalance.

Mange hesteejere fodrer deres hårdtarbejdende heste med meget proteinholdigt foder, men det er en ineffektiv, dyr energikilde (protein er en af de dyreste foder-ingredienser), og det kan også være skadeligt for hesten, som må arbejde hårdt i varmt vejr. Der produceres nemlig varme under protein-stofskiftet, hvori overskydende protein konverteres til energi.

En aminosyre er, grundlæggende set, en streng af kulstof med en ammoniak-gruppe og en carboxyl-gruppe i den ene ende. Hvis man tager det kvælstof-holdige (ammoniak) segment fra mange af aminosyrerne, bliver de forvandlet til kulhydrater. Derfor kan et overskuds-protein nedbrydes til kulhydrater, der bruges som energi. Men den invaliderede amino-gruppe skal så udskilles som urea eller ammoniak, hvilket giver urinen en ammoniakpræget lugt.
Kroppen bruger kulstoffet til at opbygge fedt, og udskiller kvælstoffet. Det hele munder ud i ammoniak-lugtende urin, der går til spilde i jorden.

Kroppen kan bruge protein som energi, men det er en ineffektiv proces. Kroppen foretrækker at bruge glukose og fedt.
Protein bør udfodres for at bygge motoren - ikke som brændstof.

En sætning der kan opsummere protein er; ”brug det, eller mist det”. I modsætning til glukose og fedt, som kroppen kan opmagasinere, kan protein ikke opmagasineres i særlig stort omfang. Det bruges til at opbygge væv eller i enzym-systemerne, men hvis protein-indholdet i foderet er højere, end hvad der er brug for, vil kroppen udskille det.
Denne proces fører endvidere til et øget vandbehov - en vigtig ting at tænke på ved træning eller konkurrence i varmt vejr. Og samtidig får man problemer med varmeforøgelse i kroppen.
Processen, hvor ammoniak-gruppen spaltes fra, frigiver varme, og kroppen må forsøge at slippe af med denne ekstra varme.
Undersøgelser, foretaget for 1996 Olympic, viser, at enhver diæt med et protein-indhold over 14 % kan forårsage varmeaflednings-problemer, når heste arbejder i varme og fugtighed. I varmt vejr er det derfor en god idé at anvende græshø i stedet for bælgplanter, og undgå tilskud af protein.

Nogle hesteejere udfodrer ekstra protein om vinteren for at skabe mere kropsvarme. – Jeg foretrækker fibre.
De fiberrige komponenter i høet frigiver en rimelig stor mængde varme under gærings-nedbrydningen i endetarmen. Gærings-varme, fra nedbrydningen af fibre, er ikke en potentiel fare om sommeren, som varmetilvæksten i protein, fordi denne varme ikke dannes i musklerne. Om vinteren hjælper gærings-varmen med at holde hesten varm, og man slipper for den forøgede ammoniak-udskillelse, der forpester staldluften. Jeg kan gå ind i enhver stald og straks sige, om hestene her får for meget protein - alene ud fra lugten.

Hesten må urinere oftere for at slippe af med biprodukterne fra protein-stofskiftet, og derfor må den drikke mere vand. Står hestene på stald, skaber dette tilsølede madrasser, og det forøger irritationen i luftvejene grundet ammoniakken.

Der findes stadigvæk mange myter omkring protein - som f.eks. at det skader nyrerne. Tidligere tiders hesteejere troede sikkert, at den forøgede urinmængde og kraftige ammoniak-lugt var en indikator for nyre-problemer.
Hesteejere må indse, at overdosering af protein ikke skader nyrerne, men det er ineffektivt og spildt. Så længe en sund og rask hest har fri adgang til vand, vil nyrerne ikke tage skade. Ældre heste, med nedsat nyrefunktion, kan dog få problemer med en proteinrig diæt, fordi det er sværere for disse heste at filtrere og slippe af med biprodukterne.

”The Equine Nutrition Research Group” på Virginia Tech, har kigget nærmere på behovet for protein i det daglige foder, både hos heste i vækst og heste i hårdt arbejde. De har forsøgt at være mere præcise omkring, hvor meget af hver aminosyre der er behov for i en optimal diæt, uden spild.
De fodrede med lavprotein-foder og tilføjede så aminosyrer (Lysin og Threonin). Hestene i disse undersøgelser klarede sig ret godt, sammenlignet med heste fodret på mere traditionel vis (en smule højere protein-indhold).

Miljøorganisationer er begyndt at få øjnene op for hestegødning (ligesom de holder øje med gødning fra køer og grise), og undersøger hvordan heste fodres, og hvilke fodermidler der passerer igennem systemet - og ikke mindst; hvilken indflydelse disse har på miljøet.
Dette er af stor vigtighed for hesteholderne. – Der er et behov for yderligere research på området, og det kan virkelig komme til gavn - at udfodre specifikke aminosyrer, der imødekommer visse behov hos hesten. - Så kunne vi tillade os at være lidt mere konservative m.h.t. hvor meget protein, vi behøver at udfodre.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Kemisk dilemma

Bør du udfodre organiske eller uorganiske mineraler ?

by Bill Vandergrift, Ph. D.

I årevis er spormineraler, som f.eks. Zink og Kobber, blevet udfodret til heste i uorganisk form (som f.eks. Zink-oxid eller Kobber-sulfat) i almindelige mineralblandinger og andre foderblandinger. Disse uorganiske kilder har tjent hesten godt, og de vil fortsat blive brugt.
Men i perioder med stress grundet fysiske belastninger, vækst og udvikling, eller følelsesmæssige traumer, har organiske mineraler vist sig at være mere effektive til at bibeholde hestens ydelsesevne og generelle helbred.

Hvad er organiske mineraler ?
Enhver kemibog vil forklare, at ethvert mineral, der er kemisk bundet til en organisk sammensætning, defineres som et ”organisk” mineral. Sommetider kan de navne, der bruges til at beskrive de forskellige typer af organiske mineraler, virke forvirrende. Men brugen af organiske mineraler i hestefoder er heldigvis ret simpelt.

Alle organiske mineraler blev engang kaldt ”chelaterede mineraler”. Nye udtryk er blevet udviklet af producenterne af organiske mineraler i et forsøg på at udskille deres produkt fra massen.
Derfor hører du i dag ofte udtryk i reklameannoncerne som f.eks.; aminosyre-chelateret, mineral-protein, enkelt amonisyre, mineral-kompleks, metal bioplex osv. Alle definerer de et organisk mineral baseret på dets kemiske struktur og komposition.

Skal baghave-hesteejere bekymre sig om den kemiske struktur og sammensætning af de organiske mineraler i foderet ? Ja og nej.

Organiske mineraler kan tilbyde reelle fordele. Mange problemer associeres med utilpasset mineralfodring, f.eks. udvikling af ortopædiske sygdomme (OCD); abortering hos avlshopper; eller muskel-abnormaliteter som f.eks. nyreslag. Ofte er disse problemer ikke et resultat af mineralmangler, men derimod af hestens manglende evne til effektivt at optage disse mineraler fra foderet.

Organiske mineraler har den fordel, at de let absorberes ind i hestens krop og optages af musklerne og vævet, der har behov for dem. Som et resultat deraf forbedres hesten helbred, ligesom ydelsesniveauet bliver højere.

Udvoksede hest, der ikke yder særlig meget arbejde, opnår kun en lille fordel fra organiske mineraler. Men heste i vækst, avlshopper, hingste, rekonvalente heste, og heste i moderat eller hårdt arbejde, viser forbedret kondition og ydeevne, når de fodres med organiske mineraler.

Det primær i at udvikle og træne heste er at bibeholde et sundt og stærkt muskel/skelet-system. Perfekt eksteriør og kondition betyder intet, hvis hesten er halt. Heste i vækst kan blive halte, hvis ikke de fodres korrekt.

Ukorrekte mineralmængder eller balancer kan forårsage OCD. Tilskud af Calcium og Fosfor eller korrekt tildeling af Zink og Kobber har vist sig at reducere risikoen for OCD hos nogle heste.

Feltundersøgelser, foretaget af to amerikanske dyrlæger, indikerer at heste, der lider af OCD, fik det bedre, når de fik tilskud af Kobber-proteiner. Tilskud af Kobber-sulfat i sammenlignelige mængder havde ingen effekt. Disse observationer understøttes af undersøgelser, der indikerer at Kobber-proteiner leverer mere Kobber til udvikling af brusk end uorganiske Kobber-forbindelser.

Nye undersøgelser har vist, at Kobber-tilskud til den drægtige hoppe er den allerbedste forebyggende foranstaltning mod OCD.

Universitetsforsøg har også vist, at føl fra hopper, der har fået tilskud af organisk Kobber, har et højere blod-kobber-niveau ved 1 måneds alderen end føl fra hopper, der har fået samme mængde Kobber, blot i uorganisk form. Heste med et lavt blod-kobber-niveau får oftere alvorlige helbredsproblemer.
På samme måde som det organiske Kobber forbedrer bruskudviklingen hos heste i vækst, kan det også forbedre hestens hovkvalitet.

Hvor andre tilskud, som f.eks. Biotin og Methionin, har vist sig at kunne forbedre hovkvaliteten en smule, vil tilskud af Zink og Kobber i organisk form (enten i kombination med Biotin og/eller Methionin, eller individuelt) sædvanligvis yderligere forbedre den totale hovkvalitet.

Zink, Kobber, Mangan og Selen kan også hjælpe hesten til bedre at kunne bekæmpe de frie radikaler, der fremkaldes af stress, fysisk udmattelse, vækst, foling og reproduktion. Hvis de frie radikaler ophobes i kroppen, vil hesten sandsynligvis lide af fejlvækst, ligesom hesten vil være mere modtagelig for sygdomme. Organiske mineraler forbedrer hestens immunsystem, og giver ligeledes bedre beskyttelse mod sygdomme efter vaccination.

Mineralerne forbedrer også hestens reproduktion. Nye undersøgelser, foretaget på kvæg og heste, viser at aborteringsraten reduceres, når organiske mineraler inkluderes i dyrenes diæt før og under bedækningssæsonen.

Organiske mineraler har også den fordel, at de forstærker udviklingen af embryoner (ikke befrugtede æg) samt forøger antallet af æg, frigivet i hoppens cyklus. Det er derfor, vi ser et intensivt brug af organiske mineraler til avlshopper på progressive stutterier i USA. Nogle stutterier rapporterer, at deres følrate er blevet forbedret med helt op til 20 procent.

Til sidst; udover effekten af Zink- og Kobber-proteiner ved stress og styrkelse af immunsystemet, har organiske mineraler også en effekt på energiforbruget. Mange heste reagerer på organiske mineraler ved at vise mere overskud og mindre træthed efter hårdt arbejde.

Leder du efter organiske mineraler ?
Hvis du beslutter at udfodre organiske mineraler så tag et kig på foderets indholdsliste og se, om du kan finde en af protein- eller aminosyre-komplekserne.
Organiske mineraler inkluderer f.eks. alle Zink-, Kobber-, Mangan-, Kobolt- og Jern-proteiner. Også Zink-, Kobber-, Mangan-, Kobolt- eller Jern-aminosyrer chelater er organiske, ligesom Kobber-lysin og Zink Methionin.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Pelleteret foder

Hvad du bør vide

Foderpiller ligner slet ikke traditionelt hestefoder - hel eller valset havre. Og, som du ved, er hestefolk ofte lidt sløve i betrækket, når traditioner skal brydes - specielt når vi snakker fodring.
Men selvom pelleteret foder er ”anderledes”, kan det tilbyde reelle fordele i forhold til de traditionelle fodermidler. Faktisk har jeg endnu ikke fundet nogen ulemper.

Overvej følgende:
Pelleteret foder er let at håndtere.

Alle - såvel professionelle som hobbyfolk - bør nyde deres heste. Derfor er det bestemt ikke uvæsentligt, at gøre selve fodringen nemmere.

Pelleteret foders konsistens er uforanderlig. Dette kan man desværre ikke sige om alle typer müslifoder.

Selvom pillefoderets farve kan variere (mørk eller lys), kan du altid stole på, at foderets næringsindhold er det samme - en konstant faktor. Dette er ikke blot ”en hovedpine mindre” for dig, for heste kan nemlig være meget afhængige af, at foderet har samme konsistens altid, og de kan derfor finde på at slå fra foderet, såfremt der er forandringer.

Pelleteret foder kan have en højere ernæringsmæssig værdi.

Pelleteret foder er blot en anden fodertype. Så teoretisk set er der ikke grund til ændringer i den samlede diæt.Men fordi hver pille indeholder ca. samme mængde næringsstoffer, kan diæten forbedres. - Nogle heste sorterer det fra, de bryder sig mindre om, hvis de får müslifoder.

Pelleteret foder er lige så let fordøjeligt, som traditionelt foder. Heste spiser pelleteret foder med lige så stor glæde, som hvis de blev præsenteret for rent korn eller müslifoder. Undersøgelser har vist, at heste ikke foretrækker det ene frem for det andet.

Pelleteret foder kan nogle gange være bedre ”balanceret”. De tilsatte vitaminer, mineraler, aminosyrer m.v. er ”bundet” i pillerne og smuldrer derfor ikke væk. I pelleteret foder kan sammensætningen justeres, så man imødekommer specielle behov, uden at hesten vrager foderet.

Pelleteret foder har høj optagelighed. Der findes ingen korndele i afføringen hos heste, der fodres med pelleteret foder.

Pelleteret foder er specielt godt til ældre heste, der har dårlige, eller ingen, tænder.

Pelleteret foder kan være meget økonomisk.For det første vil hestene ikke spilde så meget af det pelleterede foder, når de æder, som de gør med korn eller müslifoder. Det er en fordel, der er til at tage og føle på.

Hvad der er mere vigtigt er, at pelleteret foder holder sig længere, uden at blive dårligt.Müslifoder bliver hårdt i koldt vejr, tørrer ud i varmt vejr, og kan mugne, tørre eller klumpe (pga. melassen).

Hvis du insisterer på at anvende müslifoder så husk på, at foderet skal være opbrugt indenfor 14-18 dage efter det er fremstillet. Pelleteret foder holder sig selvfølgelig ikke en evighed, men 30-45 dage efter fremstilling i hvert fald, hvis det opbevares korrekt.
Denne viden kan spare dig penge, fordi du kan købe større portioner hjem ad gangen.

Og hvis du har mange heste - nok til at købe 3 tons foder hjem hver 4.-6. uge - kan pelleteret foder ofte købes i løsvægt. Dette sparer mange professionelle hesteholdere for en god sjat penge, og samtidig lettes fodringsarbejdet.

Hvis pelleteret foder er så godt, hvorfor bliver det så ikke brugt af alle ? Hvad er ulemperne ?

Når jeg taler med hesteejere, støder jeg på mange misforståelser omkring pelleteret foder, men ingen egentlige ulemper.

Som nævnt, kan nogle mennesker bare ikke lide pillefoderets udseende. Nogen tror, at hesten skal fodres med korn eller majs hver dag, udover pillerationen. Andre siger, at hestens foder bør indeholde melasse. Ingen af disse grunde er gyldige eller sande.

Jeg har hørt, at ”pelleteret foder forårsager kolik”, men dette er ikke logisk. Fodringsbetinget kolik kan som regel spores tilbage til utilstrækkelig grovfodertilførsel.
Mindst 50 % af hestens daglige foderindtagelse bør være grovfoder. Mængden af grovfoder (hø/wrap) bør vejes af.

Heste, der fodres med pelleteret foder, har ikke større risiko for at udvikle kolik, end heste der fodres med andre typer fodermidler.

Nogle tror, at pelleteret foder kan forårsage kvælning. Generelt set er det heste, der får hø fra en højhængt høhæk, der er i farezonen for kvælning. De kvæles simpelthen i høet. Men det opdages ikke, før hesten har spist sit kraftfoder, så det pelleterede foder får oftest skylden.

Enhver hest, der er forslugen, er også i risikozonen for kvælning.
For at forebygge forslugenhed bør man sørge for, at hesten tildeles rigeligt grovfoder, således at grundrationen er i orden. Sultne heste vil ofte forsluge sig.

Pelleteret foder bør selvfølgelig udfodres korrekt. Med det menes, at krybben skal være rigtigt placeret og pillefoderet skal være fordelt i hele krybbens bund.

Ligesom det gælder med kolik, er der ikke større risiko for kvælning hos heste, der fodres med pillefoder kontra andre fodertyper.

Ved at tilbyde et godt pelleteret foder, og samtidig analyse af dit grovfoder, kan du sikre din hest den mest optimale fodring, hver dag.Hvis du ikke anvender pelleteret foder, så vær god mod dig selv og din hest - og prøv det.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Det handler om havre

Ekspert råd fra HORSE Magazine vedr. traditionel fodring med havre.

For bare 40 år siden havde hesteejere kun to valgmuligheder; hel- eller valset havre. - Der var ingen færdigblandinger på markedet. Alle heste blev fodret med havre, hø og græs, i mængder afhængigt af hestens arbejde.

Traditionelt foder
Havre var hesteejerens foretrukne foder, fordi det var let tilgængeligt, billigt, og vigtigst af alt; bedst tilpasset hestens fordøjelsessystem.

Havre har det højeste fiberindhold og det laveste energiindhold af alle kornsorterne, hvilket gjorde havre til det sikreste foder at benytte. Kornstørrelsen betød deslige, at hestene effektivt kunne tygge foderet og derved udnytte næringsindholdet maximalt.

Men, som hestens rolle langsomt skiftede fra arbejdshest til hobbydyr, ændredes også behovet for energi. Fridage og knap så hårdt arbejde betød nye problemer, bl.a. nyreslag.
Under udviklingen af færdigblandinger blev havren beskyldt for at frembringe overdreven ophidselse hos hesten, og ydermere fysiske problemer som f.eks. nyreslag, kolik og forfangenhed.

Et balanceret syn
I dag er det kun meget få hesteejere der anvender ren havre, men er havrens dage talte ? Det svigtende forbrug kan stamme fra bekymringer vedr. at forsyne hesten med et komplet, afstemt foder - ofte bunder det dog i, at det er nemmere at benytte sig af færdigblandet foder.

Den uafhængige foderekspert; Christine Smy, forklarer: "Anvendt i ren form er havre et ubalanceret foder grundet det meget lave indhold af calcium, og relativt høje indhold af fosfor. Sidstnævnte forhindrer effektivt, at den smule calcium, der er til stede, optages i kroppen.
Samtidig har havre et meget lavt indhold af makromineraler, specielt zink og kobber. Alt dette tilsammen gør, at opbygning af solid knoglestruktur forhindres. Derfor bør ren havre aldrig udfodres til ungheste og avlshopper.
Derudover har havre en meget dårlig aminosyre-sammensætning, hvilket betyder, at havre ikke er en god proteinkilde til heste i hårdt arbejde eller avlsdyr."

Men trods alt udfodres havre sjældent i ren form, og bruges havre sammen med hø af god kvalitet, græs, lucerne og et bredspektret tilskudsfoder, vil mange af de potentielle problemer ikke opstå.
Det skal tilføjes, at der også nu findes specielle havre-balance-blandinger på markedet.

Praktiske overvejelser skal der også til. "Havre er billigt foder, især hvis man køber store mængder", forklarer Katie Lugsden fra Baileys Horse Feeds. "Da havre ikke skal varmebehandles, er produktionsomkostningerne lave, hvilket i sidste ende gør havre til et billigere foder end andre kornsorter".

Myter
Det er almindeligt kendt at havre går direkte i hovedet på hesten. Fakta er, som med alle andre fodermidler, at hvis havre udfodres i en mængde proportionelt med hestens faktiske arbejde, vil det sjældent volde problemer.

"Den største myte går på, at havre skaber hidsige og hysteriske heste", siger Christine Smy. "Det er ikke fair, da havre rent faktisk har det laveste indhold af fordøjelig energi, af alle kornsorterne".
"Mange heste kan pumpes fulde af havre, uden problemer, mens kun nogle få, følsomme typer vil reagere, som vi typisk går og forestiller os", siger Katie Lugsden.

"I USA fodres med havre til både ponyer og heste, og her har man samme syn på havre, som englænderne har på byg. Deres største problemer er med majs, og det er måske nok også mere retfærdigt, da majs har det højeste indhold af fordøjeligt energi og den mindst fordøjelige form for stivelse".
Det er stivelsen der forårsager "varmen" i hovedet, da det nedbrydes rivende hurtigt til glycogen og derefter glukose. Disse sukkerstoffer optages meget hurtigt og giver hesten et energiboost.
Mens de fleste heste ikke påvirkes, kan nogle få blive hysteriske og ophidsede. Dette er lige så sandsynligt, om ikke mere, ved fodring med majs og byg (som begge har højere energiindhold), som ved fodring med havre.

Havretyper
Hel havre: Denne type er taget direkte fra marken, med avner (eller ydre beklædning) og det hele. Det betyder, at hel havre har det højeste fiberindhold af alle kornsorter. Men unge og gamle heste med tandproblemer kan have svært ved at tygge kernerne, og vil derfor ikke kunne udnytte næringsindholdet optimalt.

Stødt havre: Havrens skal er slået itu, så der er direkte adgang til næringsstofferne. Husk på at denne proces vil afkorte havrens holdbarhed til kun et par uger.

Valset havre: Ved valsning af havren opnås en lignende effekt, som ovenfor ved stødt havre. Ofte køber hesteejere hel havre og valser det hen ad vejen (som det skal bruges), så holdbarhedstiden maksimeres.

Knust havre: Dette er en lidt mere hårdhændet proces, hvor både skal og kerne i havren knuses. Knust havre er en smule lettere fordøjeligt end de ovennævnte, øvrige typer, men holdbarheden er tilsvarende endnu kortere.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!

Hvorfor skal jeg analysere hestens hø?

Freefarm (www.freefarm.se)

I følgende artikel forklares, hvad man bør vide for at kunne forstå, hvorfor det er så vigtigt at få analyseret sit hø (eller andet grovfoder, f.eks. silawrap). Og også hvordan man selv kan udtage en hø-prøve til analyse, samt hvordan sådan en analyse foregår på laboratoriet.

Hvorfor æder hesten hø ?
Hvad hesten egentlig er ude efter, er de forskellige næringsstoffer der findes i hø. Hesten har brug for energi, protein, mineraler, vitaminer og sporstoffer. Kilden til alt dette findes i planten.

Planten skaber kulhydrater ved hjælp af fotosyntese - en proces, i hvilken sollysets energi bindes i kulhydrater, som skabes af kuldioxid og vand. Planten bruger kulhydraterne til f.eks. at opbygge cellevægge.
Alt liv er baseret på fotosyntese, eftersom det udspringer af al energi, der forbruges af levende organismer (f.eks. du og jeg).

Planten optager bestanddele fra luften og jorden. Ud af disse bestanddele opbygger den sammensætninger. Nogle af disse sammensætninger indeholder også energi fra solen.
Hesten æder planten. I hesten mave nedbrydes de sammensætninger, planten opbyggede - men ikke helt ned til de enkleste bestanddele. Udfra disse nedbrudte sammensætninger kan hesten opbygge enormt komplekse strukturer, som f.eks. muskler i kroppen. Desuden kan hesten anvende den lagrede solenergi til f.eks. at galoppere rundt ude på markerne.

Til forskel fra hesten, kan planten opbygge alle mulige aminosyrer, som den bruger til at sammensætte alle de proteiner, den behøver. Planterne har brug for protein til f.eks. enzymer, der medvirker i de kemiske livsprocesser i planten (vækst m.v.).

Hestens krop er, ligesom plantens, opbygget af kemiske strukturer. Byggestenene for hestens og plantens kemiske strukturer er delvist de samme. Hvad hesten egentlig gør er, at den opæder de kemiske strukturer, planten har opbygget. Derefter nedbryder den dem og anvender dem som byggesten for de strukturer, den selv har brug for.

Høets struktur er også vigtig for at hestens fordøjelsessystem skal fungere. Det er vigtigt for hestens velbefindende, at den kan æde. Vilde heste æder ca. 18 timer i døgnet.

Hvorfor har heste forskellige næringsbehov ?

Hesten har brug for:
Energi: for at kunne udføre bevægelsesarbejde, transportere bestanddele og sammensætninger rundt i kroppen, opretholdelse af cellemembraner, syntese af forskellige bestanddele som f.eks. protein, og for at holde kropstemperaturen konstant. Heste kan få energi fra kulhydrater og fedt, men også fra protein.

Protein: til næsten alt. Protein indgår i næsten alle kroppens vævdele, f.eks. muskler, sener og de indre organer. Ligesom hos planterne er enzymerne også opbygget af protein.

Mineraler: behøves til vidt forskellige anvendelsesformål i kroppen. Calcium og Fosfor er f.eks. vigtigt for skelettet. Calcium, Magnesium, Kalium og Natrium er alle sammen indblandet i de kemiske processer der foregår, når hesten bruger sine muskler (arbejder). Svovl indgår i visse strukturelle proteiner. Kobolt indgår i en bestanddel, der er livsvigtigt, for at hesten skal kunne udvinde energi fra foderet.

Vitaminer: behøves kun i små mængder. De bruges i cellernes livsprocesser og funktioner.

Sporelementer: er bestanddele der behøves i meget små mængder. Det er mineraler, og mange af dem indgår i enzymer. I for store doser er de ofte giftige.

Alt efter de forskellige aktiviteter der forekommer i hestens krop (f.eks. hjertets arbejde, vækst eller diegivning), ser der også forskellige kemiske processer. Selv hvis hesten intet laver, sker der hele tiden en kontinuerlig nedbrydning og fornyelse af kroppen. Disse processer stiller krav til behovet for næringstilførsel. Således har såvel en voksende unghest og en diegivende hoppe et stort behov for protein, eftersom de hele tiden opbygger proteinrige sammensætninger (føllets krop vokser, hoppens mælk indeholder meget protein). Derfor passer hø, med et højt indhold af protein, bedst til f.eks. stutterier.

Hvorfor varierer næringsindholdet i hø ?
Hvis man giver en voksen ridehest f.eks. 8 kg hø, så har man (såfremt man ikke har analyseret høet) ingen anelse om, hvorvidt hestens basale proteinbehov er dækket, eller om den kun får en brøkdel af, hvad den egentlig har brug for! Hvordan kan det være?

De bestanddele, hesten udvinder af hø, forekommer i forskellige mængder og koncentrationer i forskelligt hø. Det hænger direkte sammen med hvilke gødningsbetingelser og jordbundsforhold, der var til stede, hvor høet voksede.Specifikke eksempler er bl.a.: klima, gødskning, jordbund, planternes udviklingsstadium ved skårlægning, ved tørring og bjærgning - samt lagringen af høet.

Hø har et højere energiindhold, jo tidligere et udviklingsstadium græsset befinder sig i, når det skårlægges. Det vil sige, at jo tidligere græsset mejes, desto højere energiindhold har det.
Dette kommer sig af, at jo ældre planterne er, desto flere strukturelle kulhydrater (kulhydrater der giver strået dets finhed/grovhed) indeholder de. Disse er sværere for hesten at nedbryde, og dermed sværere at udvinde energi fra.

Proteinindholdet i hø varierer meget kraftigt, afhængigt af udviklingsstadium, artsammensætning, gødskning, jordbund m.m. Planters protein findes først og fremmest i enzymer, som ”deltager” i vigtige, kemiske processer såsom fotosyntese (hvilket er koncentreret i bladene). Efterhånden som strået udvikles og udgør en stadig større andel af høet, daler proteinindholdet.

Proteinindholdet er altså højest, når græsset mejes tidligt - når der er blevet gødet, og jorden er rig på muld. At vælge en græsblanding tilsat lidt kløver kan give hø med et højere proteinindhold. Det er vigtigt at være forsigtig, så kløveren under tørring og bjergning ikke taber bladene, der indeholder mest protein.

Hvornår græsset skal mejes afgøres af, hvornår man synes balancen imellem græssets grovhed og næringsindhold er passelig. Ved hvilken af græssets udviklingsstadier denne balance opnås, afgøres også af til hvilke heste høet skal udfodres. Heste har forskellige behov, specielt m.h.t. proteinindhold.

Energiindholdet i hø varierer normalt fra 7 til 9 MJ / kg. Proteinindholdet kan variere fra 10 til 60 g. ford. råprotein / kg. Det er meget svært at bedømme høets næringsindhold blot ved at kigge på det ….

Hvordan udtager man prøver til analyse ?
Prøveudtagningen er afgørende for resultatet af din hø-analyse! Det gælder om at få udtaget en prøve, der er så repræsentativ som overhovedet muligt. Selvom høet kommer fra samme mark, vil der være variationer. Derfor gælder det om at få udtaget prøven på en sådan måde, at man kommer så tæt på middelværdien for hø-partiet som muligt. Dette gøres ved at tage en del små prøver fra forskellige steder i pariet, og derefter blande disse prøver til én, stor prøve. Prøven putter man i en ICA plastikkasse eller en plasticpose (fryseposer er velegnede), og indsender den til laboratoriet.
Laboratoriet skal bruge mindst 5 liter (dette er svenske normer. Spørg laboratoriet om den præcise mængde. For wrap er mængden på dansk laboratorium 2 liter).

Prøveudtagning på marken er den bedste metode. Gå diagonalt en tur henover marken og udtag stikprøver med jævne mellemrum. Vær forsigtig, så de næringsrige blade (især kløver- og lucerneblade) ikke smuldrer væk.

Hvis høet ligger løst i laden, må man gå rundt og udtage prøver fra flere forskellige steder. Forsøg at få udtaget prøverne inde fra partiet og ikke kun fra overfladen. Vær forsigtig m.h.t. bladspild.

Er høet presset i baller, skal du tage prøver fra flere forskellige baller i partiet. Ballerne skal åbnes og prøverne udtages fra ballens indvendige del.

Brug altid kun rene poser til prøveudtagning!

Hvordan analyseres din prøve ?
På laboratoriet findeles høprøven. En del af prøven tørres ved 130 grader for at fastslå tørstofindholdet/tørstofprocenten i høet - et mål for hvor meget vand prøven indeholder.

Energi- og proteinindholdet analyseres med NIR-analyse. NIR står for Nær Infrarød Refleksion.
En lille prøve belyses og absorbansen (prøvens lysoptageligheds-formåen) måles. Analyseinstrumenterne kalibreres ved hjælp af de klassiske metoder; VOS (Vomvæskeopløselige Organiske Substanser) for indholdet af energi, og Kjeltec (Kjeldahl metoden) for indholdet af protein.

Mineralerne; Calcium (Ca), Fosfor (P), Magnesium (Mg) og Kalium (K) analyseres ved at en prøve, opløs i 50 % saltpetersyre (HNO3), brændes over en Argon (Ar) flamme. Temperaturen kommer op på 10.000 grader og prøven sønderfalder i atomer. Vægelængden på det lys, som bruges ved forbrændingen, aflæses - og efter beregninger findes indholdet af de forskellige mineraler. Metoden kaldes ICAP (Induktiv Control Argon Plasma).

Således tolkes analyseresultatet !
Det er lige så vigtigt, at du får tolket analyseresultatet korrekt, som at du får udtaget høprøven på den rigtige måde.

Tørstofindhold: et mål for hvor meget vand der er i prøven. Tørstofindholdet ligger ofte omkring 84 %. Er tørstofindholdet lavt, indeholder høet for meget vand og der er fare for udvikling af skimmelsvampe.

Fordøjeligt råprotein: stutteri- og ungheste optimalt omkring 60-65 g pr. kg foder (40-65 g er okay). Fritids- og konkurrenceheste optimalt omkring 40 g pr. kg foder (25-50 g er okay).

Energi: Stutteri- og ungheste optimalt omkring 8 MJ pr. kg foder (7,5-8 MJ er okay). Fritids- og konkurrenceheste optimalt omkring >8 MJ pr. kg foder (7,7-8,5 MJ er okay).

Calcium/Fosfor: Calcium/Fosfor-balancen, dvs. mængden af Calcium divideret med mængden af Fosfor, skal sammenlagt for hestens total-foder være 1,5 (1,2-1,8 er okay).

Det er slet ikke usædvanligt, at hø indeholder for lidt protein. Det bedste er i så fald at forsøge at skaffe noget andet hø. Kan det ikke lade sig gøre, stilles der ekstra store krav til kompensation herfor i en god og korrekt foderplan.

Noter: Man kan få foretaget analyse af hø, wrap m.v. på Steins Laboratorium (www.steins.dk).
Den væsentligste analyse at få foretaget er en Standard 10 analyse, der oplyser om kg pr. FE, tørstofindhold, proteinindhold, råaskeindhold, træstofindhold m.v.Ydermere kan bestilles en analyse for indholdet af mineraler (Ca, P, Mg, Na, K, S, Mn, Zn, Cu), en Standard 16 analyse (Mineralpakke).
Prøvesvaret på en Standard 10 analyse forelægger ca. 5 hverdage efter indsendelse af prøven. For en Standard 16 analyse er svartiden noget længere.
Priser findes på hjemmesiden.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!