onsdag den 6. august 2008

Lynguide til et udsnit af foderjunglen

Det kan være umådeligt svært for den enkelte hesteejer at gennemskue fodermarkedet, og derfor har jeg lavet denne, lille foderguide omhandlende fuldfoder, tilskudsfoder og mineralsk foder.

Fuldfoder:
Fuldfoder: Foderblandinger, der på grund af deres sammensætning dækker den daglige ration. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Sådan er loven, men noget andet er den virkelige verden. Her dækker betegnelsen ”Fuldfoder” over et foderprodukt, der udfodres som eneste kraftfoder, i en daglig mængde fra ca. 2 kg (og opefter) UDOVER grovfoderet (hø, wrap, lucerne).
Fuldfoder består hovedsageligt af korn, ofte omkring 70-80 %. Så fuldfoder er den lette, men som oftest også dyre, løsning for hesteejeren, da korn kan købes billigere separat. Men her får man altså et færdigblandet produkt, som er klar fra fodersæk til krybbe.

Tilskudsfoder:
Tilskudsfoder: Foderblandinger, der har et stort indhold af visse stoffer, og som på grund af deres sammensætning kun sammen med andre foderstoffer dækker den daglige ration. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Et tilskudsfoder er mere koncentreret i brug, end et fuldfoder. – Den daglige udfodringsmængde ligger normalt på 0,8 – 1,6 kg. Herudover KAN der gives f.eks. havre, men ofte er det slet ikke nødvendigt, og langt de fleste tilskudsfodermidler fungerer i praksis rigtig godt som eneste fodermiddel udover grovfoderet (afhængigt af hestens arbejdsbyrde, drægtig o.l.). Altså lidt som et ”fuldfoder”, blot mere koncentreret. Dette bl.a. fordi tilskudsfoder almindeligvis indeholder mindre korn (ingen regel uden undtagelser), som hesteejeren altså forventes at købe separat og selv tilsætte.

Mineralsk foder:
Mineralsk foder: Tilskudsfoderblandinger, der hovedsagelig består af mineralstoffer, og som indeholder mindst 40 pct. råaske. (Bekendtgørelse nr. 1360 af 15. december 2005 om foder og foderstofvirksomheder)

Mineralsk foder er det vi kender som et koncentreret vitamin/mineral-produkt. Den daglige udfodringsmængde ligger fra ca. 100-200 gram for en ridehest af alm. størrelse, alt efter det valgte produkt og hestens øvrige fodring.
Produkterne er lavet til ”foder-hjemmeblanderne” - dvs. at udover grovfoderet, kan man tilsætte f.eks. havre, sojaskrå/lucerne e.l. efter (energi og protein) behov og supplere op med mineralblandingen, så også vitamin- og mineralbehovet dækkes 100 %.

Problematisk foder
Der findes efterhånden så mange foderprodukter på markedet, der alle lover guld og grønne skove, at det er blevet alt for svært for den enkelte hesteejer at skille skidt fra kanel. Derfor har jeg igennem tiden samlet nogle tommelfingerregler sammen, som gør det lidt lettere at kigge kritisk på foder-deklarationen. Jeg vil ikke komme ind på foderingredienser som sådan, da det er en smagssag, hvad man synes er ok at hælde i sin hest - men jeg vil kigge på fodermarkedets nok største problem; mineralmangler og –ubalancer.

Selen:
Der er strenge lovkrav vedr. Selen-tilsætning i foderprodukter, idet Selen er et mineral der ved overdosering relativt let medfører forgiftning. Derfor kan man også ofte læse på f.eks. mineralblandinger, at hesten kun må få x antal gram pr. kilo dagligt foder.
Men det har medført det problem, at mange produkter har et for lavt Selen-indhold, hvilket gør det svært at inddække hesten fornuftigt.

For fuldfoder og tilskudsfoder gælder følgende tommelfingerregel:
Selen-indholdet pr. kg foder bør være min. 1,0 mg, hvis hesten skal kunne dækkes ind ved rimelige mængder (dvs. ikke 5-6 kg kraftfoder pr. dag)
Afhængigt af det øvrige foder, kan 0,8 mg/kg måske godt gå, men ovenstående er en generel tommefingerregel, der er god at have i baghovedet.
Grunden til at tommelfingerreglen gælder både fuld- og tilskudsfoder er, at havre, byg og hvede ikke bidrager væsentligt med Selen til totalfoderet. For havre er standard-indholdet af Selen f.eks. 0,03 mg/kg.

For mineralsk foder gælder følgende tommelfingerregel:
Selen-indholdet pr. kg foder bør være min. 10,0 mg. Er indholdet meget lavere, skal doseringen øges, hvilket umiddelbart ikke er så galt i disse små mængder. – Problemet er blot, hvis det alene er Selen-indholdet der er lavt, for da risikerer man at overdosere andre mineraler (eller vitaminer) ved forøget dosis.

Kobber:
De danske jorder er Kobber-fattige, og derfor kan der ligeledes være problemer med Kobber-inddækningen, specielt ved import foderprodukter.

Et indhold på min. 100 mg Kobber pr. kg fuld- eller tilskudsfoder er ønskeligt, som tommelfingerregel.

I mineralsk foder bør indholdet af Kobber ligge på min. 5-600 mg/kg, hvis lavdosis skal kunne overholdes.

Zink/Kobber-forhold:
Det største problem på mineralsiden, i mange foderprodukter, er forholdet imellem Zink og Kobber.
Forholdet imellem disse to mineraler bør i totalfoderet optimal være 2,9 – 3,6 (det nøjagtige optimalforhold er varierende fra hest til hest - alder, træningsbyrde m.v. spiller ind).
Idet danskproduceret standard hø og wrap normalt har et Zink/Kobber-forhold på ca. 6,4, og grovfoderet bør udgøre minimum halvdelen af den daglige energiforsyning, er det let at se, at det øvrige foder skal udbalancere en del for at opnå et optimalt Zink/Kobber-forhold i totalrationen.

Havre, som jo er et meget brugt kraftfodermiddel, har et standard Zink/Kobber-forhold på 10,0 - så her henter man ikke megen udligning, tværtimod.
Ergo skal fuldfoderet, tilskudsfoderet eller det mineralske foder have et Zink/Kobber-forhold, der kan rette op på situationen.

Nu fremgår Zink/Kobber-forholdet sjældent af deklarationen på fodersækken, men det er heldigvis meget let at regne ud. Man tager simpelthen Zink-indholdet (mg/kg) og dividerer med Kobber-indholdet (mg/kg).
Dvs. hvis et foderprodukt indeholder 1200 mg/kg Zink og 400 mg/kg Kobber, er Zink/Kobber-forholdet - 1200 dividere med 400 = 3,0

Hvilket Zink/Kobber-forhold er så acceptabelt i fuld-, tilskuds- og mineralfoderet ?Erfaringsmæssigt vil jeg sige fra ca. 2,5 til 3,5 - i det område er man ret sikker på, at der ikke skabes voldsomme ubalancer. Lidt lavere forhold og lidt højere kan være acceptabelt, alt efter hvilke øvrige fodermidler man anvender - men som tommefingerregel går man i hvert fald ikke galt i byen, hvis man bruger ovenstående rettesnor.

Tjek Jeres foder-deklarationer - så undgå I mange fodringsbetingede problemer på sigt.

Skrevet af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!