onsdag den 6. august 2008

Pelleteret foder

Hvad du bør vide

Foderpiller ligner slet ikke traditionelt hestefoder - hel eller valset havre. Og, som du ved, er hestefolk ofte lidt sløve i betrækket, når traditioner skal brydes - specielt når vi snakker fodring.
Men selvom pelleteret foder er ”anderledes”, kan det tilbyde reelle fordele i forhold til de traditionelle fodermidler. Faktisk har jeg endnu ikke fundet nogen ulemper.

Overvej følgende:
Pelleteret foder er let at håndtere.

Alle - såvel professionelle som hobbyfolk - bør nyde deres heste. Derfor er det bestemt ikke uvæsentligt, at gøre selve fodringen nemmere.

Pelleteret foders konsistens er uforanderlig. Dette kan man desværre ikke sige om alle typer müslifoder.

Selvom pillefoderets farve kan variere (mørk eller lys), kan du altid stole på, at foderets næringsindhold er det samme - en konstant faktor. Dette er ikke blot ”en hovedpine mindre” for dig, for heste kan nemlig være meget afhængige af, at foderet har samme konsistens altid, og de kan derfor finde på at slå fra foderet, såfremt der er forandringer.

Pelleteret foder kan have en højere ernæringsmæssig værdi.

Pelleteret foder er blot en anden fodertype. Så teoretisk set er der ikke grund til ændringer i den samlede diæt.Men fordi hver pille indeholder ca. samme mængde næringsstoffer, kan diæten forbedres. - Nogle heste sorterer det fra, de bryder sig mindre om, hvis de får müslifoder.

Pelleteret foder er lige så let fordøjeligt, som traditionelt foder. Heste spiser pelleteret foder med lige så stor glæde, som hvis de blev præsenteret for rent korn eller müslifoder. Undersøgelser har vist, at heste ikke foretrækker det ene frem for det andet.

Pelleteret foder kan nogle gange være bedre ”balanceret”. De tilsatte vitaminer, mineraler, aminosyrer m.v. er ”bundet” i pillerne og smuldrer derfor ikke væk. I pelleteret foder kan sammensætningen justeres, så man imødekommer specielle behov, uden at hesten vrager foderet.

Pelleteret foder har høj optagelighed. Der findes ingen korndele i afføringen hos heste, der fodres med pelleteret foder.

Pelleteret foder er specielt godt til ældre heste, der har dårlige, eller ingen, tænder.

Pelleteret foder kan være meget økonomisk.For det første vil hestene ikke spilde så meget af det pelleterede foder, når de æder, som de gør med korn eller müslifoder. Det er en fordel, der er til at tage og føle på.

Hvad der er mere vigtigt er, at pelleteret foder holder sig længere, uden at blive dårligt.Müslifoder bliver hårdt i koldt vejr, tørrer ud i varmt vejr, og kan mugne, tørre eller klumpe (pga. melassen).

Hvis du insisterer på at anvende müslifoder så husk på, at foderet skal være opbrugt indenfor 14-18 dage efter det er fremstillet. Pelleteret foder holder sig selvfølgelig ikke en evighed, men 30-45 dage efter fremstilling i hvert fald, hvis det opbevares korrekt.
Denne viden kan spare dig penge, fordi du kan købe større portioner hjem ad gangen.

Og hvis du har mange heste - nok til at købe 3 tons foder hjem hver 4.-6. uge - kan pelleteret foder ofte købes i løsvægt. Dette sparer mange professionelle hesteholdere for en god sjat penge, og samtidig lettes fodringsarbejdet.

Hvis pelleteret foder er så godt, hvorfor bliver det så ikke brugt af alle ? Hvad er ulemperne ?

Når jeg taler med hesteejere, støder jeg på mange misforståelser omkring pelleteret foder, men ingen egentlige ulemper.

Som nævnt, kan nogle mennesker bare ikke lide pillefoderets udseende. Nogen tror, at hesten skal fodres med korn eller majs hver dag, udover pillerationen. Andre siger, at hestens foder bør indeholde melasse. Ingen af disse grunde er gyldige eller sande.

Jeg har hørt, at ”pelleteret foder forårsager kolik”, men dette er ikke logisk. Fodringsbetinget kolik kan som regel spores tilbage til utilstrækkelig grovfodertilførsel.
Mindst 50 % af hestens daglige foderindtagelse bør være grovfoder. Mængden af grovfoder (hø/wrap) bør vejes af.

Heste, der fodres med pelleteret foder, har ikke større risiko for at udvikle kolik, end heste der fodres med andre typer fodermidler.

Nogle tror, at pelleteret foder kan forårsage kvælning. Generelt set er det heste, der får hø fra en højhængt høhæk, der er i farezonen for kvælning. De kvæles simpelthen i høet. Men det opdages ikke, før hesten har spist sit kraftfoder, så det pelleterede foder får oftest skylden.

Enhver hest, der er forslugen, er også i risikozonen for kvælning.
For at forebygge forslugenhed bør man sørge for, at hesten tildeles rigeligt grovfoder, således at grundrationen er i orden. Sultne heste vil ofte forsluge sig.

Pelleteret foder bør selvfølgelig udfodres korrekt. Med det menes, at krybben skal være rigtigt placeret og pillefoderet skal være fordelt i hele krybbens bund.

Ligesom det gælder med kolik, er der ikke større risiko for kvælning hos heste, der fodres med pillefoder kontra andre fodertyper.

Ved at tilbyde et godt pelleteret foder, og samtidig analyse af dit grovfoder, kan du sikre din hest den mest optimale fodring, hver dag.Hvis du ikke anvender pelleteret foder, så vær god mod dig selv og din hest - og prøv det.

Oversat af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!